Det europæiske fitnessmarked oplever for første gang efter årtier med kontinuerlig vækst nedgang. Det fremgår af rapporten European Health & Fitness Market Report 2021 der repræsenterer EuropeActives bestræbelser på yderligere at styrke sin position som videnscenter i den europæiske sundheds- og fitnesssektor ved at levere pålidelige markedsdata.
Nedgang på det europæiske fitnessmarked på grund af COVID-19
For første gang efter årtier med kontinuerlig vækst inden for sundhed og fitness oplevede det europæiske marked en nedgang.
Ifølge rapporten faldt antallet af medlemskaber med ca. 10 millioner medlemmer eller 15,4% fra 64,8 millioner i 2019 til 54,8 millioner ved udgangen af 2020.
Omsætningen faldt med 32,9% til ca. 18,9 mia. EUR direkte sammenlignet med rekordåret 2019 (28,2 mia.).
Udviklingen tilskrives primært COVID-19-pandemien. På grund af COVID-19-relaterede klublukningers forskellige varighed, og de forskellige forretningsmodeller på de europæiske markeder, var påvirkningerne dog markant forskellige fra land til land.
Læs mere om hvordan COVID-19 har påvirket det danske fitnessmarked her
Det samlede antal fitnessklubber på det europæiske fitnessmarked faldt 1,4%
Den primære årsag til dette moderate fald er sandsynligvis den økonomiske støtte, som mange regeringer har ydet virksomheder under hele pandemien. Derudover tegnede store kædeoperatører såvel som boutique studier stadig sig for et betydeligt antal nye klubåbninger i 2020 på trods af de forskellige lock-downs.
COVID-19-pandemien fik regeringerne til at håndhæve flere lockdown-perioder for fitnessklubber – i nogle tilfælde mellem 40% og 50% af de operationelle dage i 2020. Derudover var ca. 80-90% af de europæiske fitnessudbydere i 1. kvartal af 2021 under en slags lockdown.
Forsigtig optimisme på det europæiske fitnessmarked
Der er dog også lys at skimte for enden af tunnelen. I løbet af maj og juni 2021 var genåbninger mulige på de fleste europæiske fitnessmarkeder.
Som i mange andre sektorer er digitaliseringen og udvidelsen af økosystemet fremskyndet i 2020. Rapporten viser en betydelig vækst inden for salg af hjemmetrænings redskaber, digitale produkter og tjenester, samt udendørs træning. Sektoren har med succes udviklet mange muligheder for at være aktiv overalt og når som helst.
I de sidste 15 måneder har branchens udbydere haft mulighed for at dobbelttjekke deres forretningsmodel og finjustere deres strategi på kort og lang sigt, både operationelt såvel som med hensyn til finansiering.
På grund af de uventede langvarige nedluknings perioder har mange udbydere undersøgt nye måder at generere eller skabe adgang til likvide midler. Desværre lykkedes ikke alle med dette, og en del er blevet tvunget til at sælge deres forretning eller lukke ned.
Fortsat tillid til det europæiske fitnessmarked hos investorer
Generelt er der dog stadigvæk stor tillid til branchens fremtidige vækstmuligheder blandt investorerne, hvilket demonstreres af de store summer, der er investeret i 2020, og begyndelsen af 2021 i de forskellige segmenter af fitnessøkosystemet gennem eksisterende virksomheder og startups, såvel online som offline. Ganske interessant kommer en betydelig del af disse investeringer fra big-tech (især Apple, Google og Amazon).
Rapporten har primært fokus på den økonomiske værdi af fitnesscentre, dvs. det indendørs segment af fitnessøkosystemet. Men det kan ikke bestrides, at den økonomiske betydning af hjemme-, udendørs- og digital fitness er vokset eksponentielt i 2020, og denne tendens forventes at fortsætte i 2021 og de kommende år.
Fakta om EuropeActive
EuropeActive, tidligere European Health and Fitness Association (EHFA), er den førende non-profit organisation, der repræsenterer hele den europæiske fitness- og fysiske aktivitetssektor i Bruxelles. Medlemskab er åbent for alle – offentlige eller private – inklusiv udbydere, leverandører, nationale foreninger, uddannelsesudbydere, videregående uddannelser og akkrediterings institutioner.
EuropeActive-teamet er fuldt ud forpligtet til at rådgive og arbejde med de forskellige nævnte interessenter, herunder andre nogo’er, der promoverer sundhedsfremmende fysisk aktivitet, sektormedier og forskning og videnskabelige institutioner. EuropeActive sigter mod at samarbejde med den Europæiske Union og andre internationale organisationer for at nå målet om at gøre: FLERE MENNESKER MERE AKTIVE – OFTERE!