Tun på dåse kan faktisk godt være et sundt og praktisk valg, der giver en god kilde til næringsstoffer og protein.
Og fordi tun på dåse er langtidsholdbart, gør det det nemt at have en sund proteinkilde lige ved hånden i en travl hverdage, hvor du ikke har nået at handle ind.
Med denne opskrift har du et hurtigt alternativ til et måltid der er klar på no time.
Det er dog værd at bemærke, at ikke alle dåsetun er ens. Der kan være forskelle i kvaliteten af tunen afhængigt af mærke, behandlingsmetode og tilføjede ingredienser. Når du vælger dåsetun, er det en god idé at vælge produkter pakket i vand eller olivenolie frem for i olie med højt indhold af mættede fedtsyrer.
Tun med sprødt låg
Ingredienser:
- 2 dåser tun i vand*
- 1 bundt radiser
- 1 mellemstort løg
- 2-3 spsk. olivenolie
- 2-3 spsk. hvidvinseddike med estragon
- salt og peber
* Tun i olie er naturligvis federe, men olien giver retten en fyldigere smag.
Sådan gør du:
- Hæld vandet fra tunen og fordel fisken i et fad – undgå at smuldre fisken helt til plukfisk. Krydrer med salt og peber.
- Skær løget i tynde ringe og fordel over tunen.
- Radiserne renses og skæres ligeledes i tynde skiver, ca. 1-2 mm. De skivede radiser fordeles som et låg ovenpå tun og løg.
- Til sidst krydres igen med salt og peber, og olie og eddike hældes over.
- Retten stilles i køleskabet ca. 30 minutter eller indtil den skal bruges.
Serveres med groft rugbrød.