Personlig træning er et erhverv i vækst, og i flere markedsanalyser figurerer personlig træner ret højt på listen over erhverv, der ikke er truet af stigende automatisering.
Men den rette vej til at blive en god PT´er kan være svær at finde. I denne artikel ser vi nærmere på de uddannelsesveje, der findes.
Tekst: Anders Nedergaard / Foto: Shutterstock
I de senere år har vi set, hvordan trænings- og kostrådgivning er flyttet online. Men formålet med ydelsen og selve intentionen er naturligvis stadigvæk den samme. Da personlig træning begyndte i Danmark tilbage i 90’erne, måske endda 80’erne, var det folk med baggrund i det dengang sydende bodybuilding- og fitnessmiljø, som begyndte at tage penge for at rådgive andre. Og deres baggrund var generelt set, at de var autodidakte på godt og ondt.
Sidenhen er personlige trænere blevet mere og bedre uddannede, og der er en mere aktiv vidensudveksling og en større tilslutning til en evidensbaseret praksis, hvor det nu giver mening. Men trænerne er ofte i vid udstrækning autodidakte, dog baseret på formelle uddannelser, da det samlede kompetencesæt personlig træning kræver ikke findes samlet på en enkelt uddannelse, eller kun findes i private uddannelsesformater, der er så korte, at de kun kan give et sporadisk indblik i kompetencerne.
I denne artikel vil vi kigge lidt nærmere på de uddannelsesveje, der findes for aspirerende personlige trænere.
Offentlig regulering af personlig træning
I Danmark er hverken trænings- eller kostvejledning reguleret eller beskyttet. Der findes ingen beskyttede titler, ligesom selve udøvelsen af aktiviteterne heller ikke er reguleret. Alle kan kalde sig personlig træner, coach eller kostvejleder, mens erhvervet klinisk diætist er omfattet af autorisationsloven og en beskyttet titel, selvom selve det klinisk diætetiske virke ikke er reguleret. Det er altså ikke ulovligt for en person, der ikke er klinisk diætist, at slå sig op på at kunne lave kostvejledning til syge mennesker.
Hvad bør en personlig træner kunne?
Der findes flere bud på, hvad en personlig træner bør kunne, men det mest relevante er formentlig den definition som Europe Active (tidligere European Health and Fitness Association, EHFA) har lavet som en del af arbejdet med at definere og ratificere kompetencer og kvalifikationer i fitness branchen.
Det findes i dét, der kaldes European Qualification Framework, EQF, der har til formål at harmonisere den slags krav og tillade sammenligning af uddannelser på tværs af lande. De har således lavet disse definitioner for en række erhverv og funktioner i fitness branchen, fra fitness assistent til personlig træner med speciale i ældre.
Grunden til, at jeg bringer det op i denne artikel, er naturligvis at det arbejde og den certificeringstandard det har afstedkommet, EREPS, er den dominerende standard for trænercertificering i Europa nu. De forskellige niveauer af EREPS certificering skal forstås således:
- EQF niveau 2 (svarer nogenlunde til udskolingsniveau)
Fitness Assistant - EQF niveau 3 (svarer til niveauet af en ungdomsuddannelse)
- Fitness Instructor
- Group Fitness Instructor
- EQF niveau 4 (svarer til niveauet af en erhvervsuddannelse)
- Personal Trainer l Youth Fitness Instructor
- Active Ageing Trainer
- EQF niveau 5 (svarer til en mellemlang videregående uddannelse (oftest professionsbachelor niveau))
- Exercise for Health Specialist
- Pre-Diabetes Exercise Specialist
- Weight Management Exercise Specialist
- Pregnancy and Postnatal Exercise Specialist
- EQF niveau 6 (svarer til en bachelorgrad på en lang videregående uddannelse)
- Graduate Exercise Professional
Hvis vi zoomer lidt mere ind, kan man se på den mere specificerede EQF beskrivelse, og se hvilke kompetencer Europe Active mener en personlig træner skal have:
Section 1: Den personlige træners rolle
Section 2: Funktionel anatomi
Section 3: Fysiologi
Section 4: Ernæring
Section 5: Psykosociale aspekter ved sundhed og fitness
Section 6: Sundheds og fitness testning
Section 7: Træningstilpasninger og træningsplanlægning
Disse er yderligere specificeret i den fulde “EHFA Standards EQF Level 4 Personal Trainer” rapport, der findes online.
Hvis vi kigger over andedammen mod USA, kan vi se, at deres personlige trænercertificeringer generelt set er på, hvad der svarer til EQF niveau 5 eller 6. Flere af dem kræver en bachelorgrad i et relevant fag, før man kan certificeres, ligesom mange af dem er indbygget i sports science undergraduate (bachelor) programmer. Det forventede kompetenceniveau er altså noget højere end i EU.
Hvis jeg må tillade mig at komme med mit eget indspark, så er jeg tilbøjelig til at mene, at personlige træneres indplacering på niveau 4 i EQF er for lavt. Man skal simpelthen kunne for meget til, at det giver mening at indplacere så lavt. Når man kigger på de mere specifikke i EQF definitionen af personlige trænere, så er jeg dog grundlæggende rimeligt enig.
Selvfølgelig skal der være et fundament af teoretisk viden om fysiologi, ernæring og funktionel anatomi, og måske vigtigst af alt up to date viden om adfærdsændring. Ovenpå dette fundament skal der være et idræts- og ernæringspædagogisk lag, ligesom der skal være noget om helt praktisk træningslære med testning, træningsprogrammering osv..
Jeg opfatter dog fraværet af egentlig coaching og træningshåndværk som problematiske. Hvordan håndterer man klienter, når deres kapacitet for træning ændres på grund af ydre omstædigheder? Hvordan håndterer man klienter, når man som træner er kommet til at give dem “for meget” og skal finde et passende interventionsniveau? Det er jo egentlig coaching.
Og med træningshåndværk mener jeg vide helt praktisk, hvordan man udfører øvelser, retter dem, doserer dem i sit træningsprogram, og hvordan de interagerer med andre øvelser. Det er sådan en slags skjult håndværksbaseret viden, der kun i meget begrænset omfang findes i egentlige lærebøger. Det er dog stadig en viden, der er kritisk for at kunne give gode træningsråd.
Det kræver dog, at man som organisation, f.eks. Europe Active, skal tage stilling til nogle helt konkrete ting om, hvordan man synes, man f.eks. squatter rigtigt og forkert, og hvordan man retter det uden et egentlig akademisk fundament at gøre det på, og det føler mange er lidt farligt. Ikke desto mindre er det dog i undertegnedes øjne en forudsætning at have et træningshåndværk, før man kan vejlede andre i træning.
I de danske privatfinansierede EREPS-akkrediterede uddannelser indgår der faktisk mere træningshåndværk end EQF beskrivelsen lægger op til. Jeg deler selv kompetencerne nogenlunde således op:
- Det sundhedsfaglige (biomekanik, arbejdsfysiologi, ernæring)
- Det pædagogiske (didaktik, socialpsykologi, ernærings- og træningspædagogik)
- Det merkantile (salg, kundekontakt, iværksætteri for de selvstændige)
- Træningslære (træningshåndværk, testning, programmering, coaching)
Denne opdeling viser også typisk, hvor de forskellige uddannelser har de største huller.
Så hvad kan man gøre?
Rigtigt mange, der gerne vil ernære sig ved at vejlede andre, starter med at tænke, at de gerne vil vejlede sådan nogle som en selv. Men de vil hurtigt erfare, at den slags kunder er der ikke særligt mange af. Der er til gengæld mange flere Hr. og Fru Danmark’er, der har en masse udfordringer i forhold til deres sundhedsliv, som man skal lære at finde løsninger på, og man skal også lære, at adfærdsændring for langt, langt de fleste er SVÆRT.
Man kommer til at møde klienter et par år efter, man har sluppet dem, og erfare, at de er stoppet med at træne igen, eller har taget alle deres tabte kilo på. Det er som regel dét, der skal til for, at man som træner og vejleder lærer, at det ikke handler om, hvad der er optimalt, men om hvad der er realistisk.
Som jeg helt personligt oplever det er uddannelsestilbuddene begrænsede, og ingen af dem giver rent faktisk alle de kompetencer, man skal bruge for at fungere godt som træner. Derfor er man pine død nødt til at kaste sig ud i en omgang mix&match og finde ud af, hvordan man kan skaffe sig de kompetencer, man har brug for. Det har jeg noget at sige om til sidst.
Relevante offentlige uddannelsestilbud
Fitnessuddannelsen, tidligere fitnessinstruktør (erhvervsfaglig)
Fitnessuddannelsen udbydes på erhvervsskolerne Hansenberg i Kolding og NEXT i København. Uddannelsen blev oprettet cirka 2010 og startede med at hedde Fitnessinstruktør og opstod blandt andet på initiativ af Dansk Fitness og Helse Organisation, DFHO og formodentlig hjulpet på vej af en efterspørgsel på ungdomsuddannelser fra det offentlige.
Uddannelsen har dog lidt under, at det er en erhvervsfaglig uddannelse, hvilket altså betyder, at man får sorteret dem fra i ungdomsgenerationen, der gerne vil på gymnasiet, hvilket efterlader mange studerende, som egentlig bare selv synes, det er fedt at træne og gerne vil lave noget med fitness, men som ikke er særligt bogligt stærke.
Det skinner igennem ude i centrene, hvor centerejerne ofte ikke har så meget positivt at sige om studerende fra denne uddannelse. Både det sundhedsfaglige, det pædagogiske, det merkantile og det praktiske omkring træning er dækket, men på et ikke imponerende niveau.
Professionsbachelor i sundhed og ernæring (mellemlang videregående, SU-berettiget)
Professionsbacheloruddannelsen i Sundhed og Ernæring blev oprettet i 2002, da man slog uddannelserne til klinisk diætist, økonoma og ernærings- og husholdningsøkonom sammen. Uddannelsen varer 3,5 år og rummer et basismodul efterfulgt af en specialisering til “Klinisk diætist”, “Sundhedsfremme og diætetik” eller “Fødevarer og Ledelse”.
Uddannelsen kan tages på Professionshøjskolen Absalon i Sorø/Slagelse, Københavns Professionshøjskole i København, VIA University College i Aarhus og University College syd for Haderslev. Særligt retningen Sundhedsfremme og Diætetik virker relevant for fitnessbranchen, da selve navnet dækker en stor del af virkerummet for personlige trænere.
Uddannelsen giver et fornuftigt sundhedsfagligt niveau, og en fornuftig indføring i det pædagogiske, men mangler i vid udstrækning det praktiske omkring træning og det merkantile. Det er dog nok dén uddannelse, der leverer flest dimittender til fitness branchen.
Fysioterapeut (mellemlang videregående SU-berettiget)
Fysioterapeut uddannelsen er en gammel mellemlang videregående uddannelse, der udbydes på næsten alle professions-højskoler rundt om i landet. Fysioterapeut studiet byder på en grundig sundhedsfaglig uddannelse, dog uden så meget ernæring og en god indføring i det pædagogiske, men igen ser man et udtalt fravær af træningshåndværket og det merkantile.
Det er særligt “farligt” for fysioterapeuter, da man af dem får en falsk tryghed i forhold til træningslære på grund af deres viden om genoptræning. Der er bare ret stor forskel på genoptræning og OP-træning.
Diplomuddannelser i sundhedsfremme og forebyggelse (ikke-SU berettiget, berettiget til SVU i visse tilfælde)
Diplomuddannelser er selvfinansierede efteruddannelser til voksne på niveau med professionsbacheloruddannelser med navnet og tematikker, der ligger tæt op af eksisterende uddannelser. De findes oftest på professionshøjskolerne, hvor de samme professionsbacheloruddannelser findes. Der findes f.eks. en sundhedsfalig diplomuddannelse, hvor man kan specialisere sig i sundhedsfremme og forebyggelse.
Uddannelserne tager op til 3 år på deltid. Det ville være oplagt at lave en personlig træner uddannelse som en diplomuddannelse, da den kunne bygge ovenpå eksisterende uddannelse og erfaring og var forankret i eksisterende uddannelsesinstitutioner og kompetencer knyttet dertil.
Idræt (lang videregående, SU-berettiget)
Alle de store danske universiteter har idrætsuddannelser, men universiteterne lægger forskellige grader af fokus på forskellige komponenter i uddannelserne, hvor SDU f.eks. har mere fokus på reel sportsvidenskab i bacheloren, er der på Københavns Universitet mere lagt an til en funktion som gymnasielærer.
Bacheloren er typisk 3 år, og den er adgangsgivende til overbygningsuddannelser i idræt, der er forskellige mellem de forskellige universiteter. Det er dog generelt nogle virkeligt gode sundhedsfaglige uddannelser og med en god pædagogisk uddannelse. Til gengæld mangler det merkantile ofte totalt, ligesom det træningshåndværksmæssige ikke fylder så meget igen. Jo, man får prøvet mange ting, men man kommer ikke i dybden med så meget. Der er en del idrætskandidater på det danske træner marked.
Kandidat i human ernæring (lang videregående, SU-berettiget)
Kandidatuddannelsen i human ernæring er en overbygningsuddannelse, hvor alle bacheloruddannelser, der vurderes som relevante, kan være adgangsgivende. Det er en uddannelse, hvor der er et meget stærkt fokus på ernæringsfysiologi og stort set ikke andet. Blandt de danske personlige trænere og kostvejledere, findes der adskillige fra Idrætsstudiet.
Problemet med denne vej til at blive træner er, at mange nok anser sig selv som overkvalificerede i forhold til at stå på gulvet med klienter. Mange af dem, der er kommet til fitnessbranchen med en universitetsuddannelse i idræt, ender også i mere administrative stillinger eller i undervisning.
Andre universitetsuddannelser (lang videregående, SU-berettiget)
Der findes flere andre universitetsuddannelser, der har ført folk frem til trænerbranchen i Danmark, f.eks. kandidatuddannelserne i klinisk ernæring eller humanbiologi. Men hvor den slags uddannelser naturligvis giver en stærk sundhedsfaglig baggrund, så er der nok så lidt overlap mellem indholdet, og det man kan bruge dem til som træner, at det må betragtes som en omvej, hvis det er det, man vil med uddannelsen.
Masteruddannelser (ikke-SU berettiget, berettiget til SVU i visse tilfælde)
Masteruddannelser er lidt det samme som diplomuddannelser er for professionsbacheloruddannelser, bare på universitetsniveau. Det er altså selvfinansierede voksenuddannelser, der foregår på universiteterne, typisk af 2 års varighed. Der findes adskillige masteruddannelser på de danske universiteter, som kan være relevante for trænere, f.eks. “Master i Idræt og Velfærd” eller “Master i Sundhedsfremme”.
SDU har tidligere haft en “Master i Fitness og Sundhed”, der dog er blevet lukket igen. Den sidstnævnte uddannelse er der flere i det danske fitnessmiljø, der har taget og brugt. Men lidt på samme måde som at folk med universitetsuddannelser nok har det med at se sig selv som overuddannede i forhold til at arbejde som træner, så gør det sig nok også gældende for folk med masteruddannelser.
Generelt set så er der stort fokus på det sundhedsfaglige og det pædagogiske, mens der er er meget lidt fokus på det træningshåndværksmæssige og det merkantile.
Personlig trænerkurser (EREPS akkrediterede, ikke SU-berettiget)
Der findes en håndfuld udbydere af EREPS akkrediterede personlig træneruddannelser, herunder Fitness Institute, DGI/DIF, At work, Træner Akademiet, Sport & People, HealthLab, Fitness Worlds eget træner akademi og sikkert flere, som jeg har glemt.
Generelt set, så er omfanget af disse personlig træneruddannelser omkring 150-250 timer, og de koster omkring 20.000 kroner. Uddannelserne dækker de behov, der er specificeret i EQF-
standarden for personlige trænere. Men med så kort en uddannelse, er der grænser for, hvor dybt man kan komme.
Jeg har selv undervist på adskillige af disse uddannelser, og hver gang har jeg græmmet mig over, hvor lidt man kan nå at putte i hovedet på kursister på så kort tid. Dette system med så korte uddannelser fungerer kun, når kursisterne kommer med en stor forhåndsviden. Mens dem, der kommer uden denne forhåndsviden, reelt set ikke kan særligt meget, når de bliver sendt hjem. Det er bare sådan kulturen er omkring personlig træneruddannelser i Danmark.
Hvis man kigger på flere af vores nabolande, så ser man, at personlig træneruddannelser oftest er langt mere omfattende (og noget dyrere). De korte uddannelser i Danmark er formentlig et træk, der er opstået samtidig med, at den danske fitnessbranche generelt set har været ret præget af konkurrence på pris. Hvis produktet er billigt, kommer kompetencerne til at være derefter.
Samtidig med er det sådan, at det er kursusvirksomhederne selv, der forestår eksaminering og certificering. Det skaber et incitament for kursusvirksomhederne til ikke at lade for mange af deres kursister dumpe, da det er dårligt for forretningen at være den kursusvirksomhed, der dumper flest af sine kursister. Og dét devaluerer værdien af EREPS certifikaterne markant.
Højskoleuddannelser
Der findes en lang række højskoler med idrætslinier, og flere af dem er endda EREPS-akkrediterede. Her vil jeg naturligvis gerne fremhæve Sportshøjskolen i Aalborg, der efter min mening har den stærkeste personlig træner- og styrketræner linie blandt højskoleuddannelserne med både nogle store faglige kapaciteter, et meget aktivt elitemiljø indenfor styrkeløft og vægtløftning og nogle fantastiske træningsfaciliteter.
De har forløb fra 9 til 44 uger. Deres personlig træneruddannelse er EREPS akkrediteret. Når det kommer til træningshåndværk, så er dét formentlig den bedste uddannelse, man kan tage i Danmark. Der er også meget indhold om det sundhedsfaglige og pædagogiske, men meget lidt om det merkantile.
SU-berettigede private uddannelser
Der findes nogle få private SU berettigede uddannelser, der kan være relevante for folk, der vil arbejde som personlige trænere:
Paul Petersens Idrætsinstituts idrætsuddannelse varer 10 måneder og har 3 linier, hvor der inde under dem er mulighed for at blive specialiseret til EREPS personlig træner. Uddannelsen er SU-berettiget. Uddannelsen har et ry for at være god på både det sundhedsfaglige, det pædagogiske og det træningshåndværksmæssige. Mens der stort set ikke er noget merkantilt (uddannelsen er oprindeligt startet som en idrætslæreruddannelse).
Rigtigt mange bruger en uddannelse hos Paul Petersens Idrætsinstitut som trinbræt til en kvote 2 ansøgning på Idræt på universitetet.
Gotved instituttet har også en SU-berettiget uddannelse til “bevægelsesunderviser og massør” på 22 måneder. Uddannelsen har også sit ophav som idrætslæreruddannelse, men er blevet mere og meget rettet mod selvstændige sundhedsrådgivere. I forhold til mange af de andre uddannelser, falder det nok lidt mere mod den bløde side med et stort fokus på bevægelsespædagogik og rytmik. Mens træningshåndværket er meget fokuseret på Gotved gymnastik, og der er intet merkantilt fokus. Derudover er det formentligt Danmarks mest omfattende massør uddannelse. Uddannelsen er ikke EREPS akkrediteret.
Anders personlige guide til dig, der gerne vil være en god personlig træner
Jeg har forhåbentligt gjort det tydeligt, at jeg ikke mener, at der findes uddannelser, som reelt set dækker alle de kompetencer, man har brug for som personlig træner i tilstrækkelig grad. Derfor har jeg afslutningsvis lavet følgende guide til, hvordan man bliver en god træner.
- Få et træningshåndværk!
Dyrk en sport, hvor de fysiske udviklinger og færdigheder er i fokus (vægtløftning og atletik er f.eks. bedre end bordtennis og fodbold) og kom ud og konkurrér, hvis muligt. Kom ud og tab og oplev, hvordan det er at blive blæst af banen, så der er en grund til at gå hjem og skrue på ting. Det giver personlig ydmyghed og perspektiv, når man møder klienter, der vil være bedre. - Kom ud og øv dig på mennesker hurtigst muligt!
Så snart du synes, du har nok træningshåndværk i dig til, at du føler dig tryg til at fortælle andre om det, så begynd at øv dig på venner, familie og “kaninklienter” (hvis de da ikke allerede spørger dig om hjælp af sig selv). Det er ligemeget, om du har lært de rigtige ord for ting og de rigtige pædagogiske værktøjer, så længe du bare er klar i spyttet om, at du ikke er uddannet overfor klienter. Man lærer simpelthen noget af at møde klienter, som man ikke kan lære på nogle uddannelser. - Få et sundhedsfagligt og pædagogisk fundament
Som du nok kan se, er der masser af uddannelser, der giver et stærkt sundhedsfagligt fundament, og en del af dem indeholder endda også meget pædagogik. Hvor langt, du vil gå, er naturligvis afhængig af din interesse og stil. Et godt sted at starte kunne være Sportshøjskolen i Aalborg eller Paul Petersens Idrætsinstitet afhængig af, hvor meget fokus der skal være på klassisk styrketræning. Så kan man altid lade tiden vise, om man også skal læse en uddannelse på en professionshøjskole eller universitet. - Få styr på forretningsdelen
Alt for mange trænere, der går selvstændig, er dårlige til at drive forretning. De forstår ikke, hvilke ydelser de skal sælge til hvilke segmenter, og hvordan de skal gøre det. Disse færdigheder kan man desværre ikke sådan lige tage på en bestemt uddannelse eller kursus, og derfor kan en løsning være at alliere sig med en, der har erfaring med iværksætteri, f.eks. ved at betale for et mentorship eller simpelthen at finde en partner, der er uddannet eller erfaren indenfor handel og markedsføring. Det er simpelthen dét her, som der er flest personlige trænere, som knækker halsen på, så det er vigtigt at få styr på.
Ved du at der findes en brancheorganisation for personlige trænere? – læs mere her
