PureGym Danmarks største fitnesskæde får nu hjælp til forretningsudvikling fra op mod 9.000 hhx-elever på landets handelsgymnasier, som skal dyste om at udvikle den bedste forretningsidé til fitnesskæden.
PureGym er nemlig udvalgt som virksomhedscase ved dette års DM i Erhvervscase, som arrangeres af Dansk Erhverv og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.
Direktør i PureGym er begejstret over muligheden
Morten Bentzen, der er adm. direktør i PureGym i Danmark, er mildest talt begejstret over muligheden for at få fitnesskæden gennemlyst og ideudviklet af de tusindvis af unge mennesker.
“Det er en helt fantastisk mulighed for PureGym til at få nye perspektiver og idéer til vores forretning. Jeg glæder mig vildt meget til at se resultaterne. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se vores virksomhed fra nogle helt nye perspektiver. Det bliver helt sikkert inspirerende”, siger Morten Bentzen.
DM i Erhvervscase sætter spot på handelsgymnasiernes tætte samarbejde og fokus på erhvervslivet og hvert år udvælges en ny virksomhed, der er omdrejningspunktet for konkurrencen.
I Dansk Erhverv glæder man sig også
I Dansk Erhverv glæder uddannelsespolitisk chef Claus Rosenkrands Olsen sig over, at PureGym har sagt ja til at være med som årets virksomhedscase.
“PureGym repræsenterer et dynamisk erhvervsmiljø, som mange af de unge kender, så vi er enormt glade for, at PureGym har sagt ja til at være med. Med PureGym som case får eleverne mulighed for at analysere og løse virkelige udfordringer for Danmarks største fitnesskæde, og det tror jeg bliver spændende for eleverne at arbejde med”, siger Claus Rosenkrands Olsen.
Hhx er en unik gymnasieuddannelse Hhx er en 3-årig unik gymnasieuddannelse, der kombinerer teori og praksis med handelskompetencer. På handelsgymnasiet lærer eleverne blandt andet at arbejde med forretningsudvikling, CO2-regnskaber, bæredygtigt indkøb, cirkulær økonomi samt kommunikation og kampagner i forhold til afsætning.
Ved DM i Erhvervscase har deltagerne mulighed for at sætte alle kompetencer i spil for at finde frem til den bedste forretningsidé. De allerbedste idéer går videre til finalen, som afholdes den 9. oktober på Børsen i København, hvor Danmarksmestrene kåres.
For Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier er det vigtigt at virksomheder engagerer sig
For Rikke Christoffersen, der er næstformand i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne er det vigtigt, at der er virksomheder som PureGym, der engagerer sig og bidrager til at sikre den stærke kobling mellem erhvervslivet og handelsgymnasiet som er særkendet ved hhx-uddannelsen.
“Mange af eleverne går rundt med en iværksætter i maven og synes businessvinklen med analyser og strategier er spændende. Derfor har vi brug for virksomheder som PureGym, der engagerer sig og viser eleverne, hvordan de kan omsætte det faglige til noget, der kan anvendes direkte i en virksomhed”, siger Rikke Christoffersen.
Om DM i Erhvervscase
DM i Erhvervscase er en konkurrence, hvor hhx-elever i 2.g på tværs af landets handelsgymnasier konkurrerer om at præsentere den skarpeste forretningsstrategi for den virksomhed, der er valgt som årets case.
De dygtigste elever kåres til de regionale mesterskaber den 4. september og går efterfølgende videre til finalen, der afholdes på Børsen i København den 9. oktober 2024.
Du kan læse mere om DM i Erhvervscase her
Læs også om undersøgelse der har kortlagt unges træningsvaner her