Oxygen Sports Club er et nyt fitness center beliggende i hjertet af Calahonda på den spanske sydkyst. Og stedet må kunne noget helt specielt, for det er længe siden, at vi her på redaktionen har oplevet vores redaktør så begejstret. Det kan du læse mere om her:
Tekst: Steen Broford // Foto: Jimmy Lund Henriksen
Med fare for at røbe min fremskredne alder, må jeg erkende, at jeg har frekventeret fitnesscentre i mere end 45 år. Ja, faktisk plejer jeg at sige, at jeg begyndte at træne, før begrebet fitness var født. Da jeg startede med at træne, gik man til bodybuilding eller vægttræning. Fitness var et begreb, der kom til langt senere.
De sidste 30 år har en stor del af mit arbejdsliv også været centreret omkring fitness. Og jeg har ikke tal på, hvor mange fitnesscentre jeg enten har besøgt eller trænet i igennem årene.
Alt for ofte er jeg blevet skuffet over steder, der var hypet til en status, de på ingen måde kunne leve op til. Andre gange er mine forventninger blevet indfriet, og de ganske få tilfælde, hvor jeg har besøgt steder, der har overgået mine forventninger, kan uden besvær tælles på to hænder.
Måske netop derfor var jeg en anelse forbeholden, da ejeren af det gym, jeg har trænet i de seneste 8 år hernede i Spanien, for halvanden års tid siden begyndte at fortælle om sine planer.
Han hedder Max Claussen, er nordmand og har sammen med sin kone Monica de seneste 13 år med stor succes drevet Alhamar Fitness i Calahonda på den spanske solkyst. Et sted der også hyppigt blev benyttet af danske feriegæster på Solkysten.
Oprindeligt var han kommet til Spanien som 36-årig med planer om at pensionere sig selv tidligt efter nogle vellykkede år som ejendomsdeveloper hjemme i Norge. Men livet på stranden blev hurtigt kedeligt, og eftersom han tidligere havde drevet Norges største fitnesscenter, så var han ikke længe om at slå til, da det lokale Alhamar Fitnesscenter kom til salg.
Da parret overtog Alhamar, var det blot et mindre træningscenter, men de udvidede gradvis fra 500 m2 til 1100 m2, og de fik mere end 1500 medlemmer.
Her 13 år senere var Max så klar til noget mere. Han havde fået øje på skallen af det, der oprindeligt skulle have været en stort anlagt tennisklub, men som i sin tid havde været involveret i en store korruptionssag hernede, og som efterfølgende havde stået tom i 30 år. Og nu ville han på denne grund skabe Sydspaniens bedste gym.
Et par dage efter kørte jeg tilfældigvis forbi ejendommen, der mest af alt lignede en ruin – og min eneste tanke var ganske kynisk og lød i alt sin enkelthed: “god fornøjelse med det projekt!”
Skeptisk blev forvandlet til benovet
Havde jeg været skeptisk, da jeg første gang hørte om planerne, så må jeg erkende, at den følelse forsvandt som dug for solen, allerede da jeg første gang her i januar parkerede foran det nye center. Nu var den fornemmelse erstattet af ubetinget benovelse.
For her, hvor der sidst jeg var forbi, havde ligget en ruin, stod der nu en funklede ny hvid bygning på 4000m2 fordelt over tre etager.
I stueetagen, var der en imødekommende og lys og luftig reception. Lækre og funktionelle omklædnings- og badefaciliteter, samt en stor velindrettet crossfit og funktionel sal.
På første salen er der 2 store holdsale, 1 spinningsal, en sal til powerlifting, kontorer og behandlerrum, og på anden sal en vægttræningsafdeling med en funklende ny maskinpark af alt det bedste fra Cybex og Hammer Strenght.
Og selvom der her er mere end rigeligt til at tilfredsstille de flestes behov, så er der også på denne etage en 300m2 stor udendørs overdækket træningsterrasse til dem, der helst vil træne i den friske luft.
Herfra er der også udsigt over 5 af stedets 6 helt nye padelbaner. Den sjette befinder sig på stedets tag. Derudover findes der ved siden af padelbanerne også et 500 m2 overdækket vægttræningsareal med de nyeste redskaber og maskiner fra Gym80.
Det er ganske enkelt et af de flotteste og mest veludstyrede fitnesscentre, jeg hidtil har set, og da jeg bevæger mig igennem lokalerne, glæder det mig også at se, hvor mange der allerede har taget de nye faciliteter i brug.
For i en tid, hvor mange i udbydere i fitnessbranchen har iført sig “bange bukser” og holder igen med nye investeringer, så er det forfriskende at se, at dem, der rent faktisk tør tage chancen og stepper op, også bliver belønnet for deres indsats.
Men inden jeg lod benovelsen løbe helt af med mig, besluttede jeg mig for, at jeg ville vente med at skrive en artikel om stedet til, jeg havde trænet der nogle måneder, for at se om det nu også over tid kunne leve op til min forventninger på alle de parameter, som jeg normalt måler et exceptionel godt fitnesscenter på.
Derfor er Oxygen Sports Club et exceptionel godt fitnesscenter
For mig personligt er et godt fitnesscenter meget mere end blot et sted, hvor jeg kan træne. Og hvis denne artikel tangerer en uforbeholden anprisning, så skyldes det ganske enkelt, at Oxygen kan tilbyde alle de vigtigste elementer, som et godt fitnesscenter i min optik bør tilbyde.
Her er et rummeligt og godt udstyret træningsområde, hvor der findes alle de forskellige former for træningsudstyr, som hjertet kan begære.
Der er kredsløbsmaskiner, frie vægte, styrketræningsmaskiner og kabelmaskiner, og ikke mindst er der nok af det hele. Og alt udstyret er “state of the art” og vedligeholdes regelmæssigt. Der er også god plads til at strække ud og lave kropsøvelser.
Men selvom udstyret er i verdensklasse, så kan en imponerende maskinpark ikke gøre det alene. Et godt fitnesscenter skal have en positiv og opmuntrende atmosfære, der skaber motivation til at træne, og den kode har de i den grad også formået at knække her på stedet.
Ægteparrets filosofi, der bedst kan beskrives med en sætning “Keep members for life”, har uden tvivl en stor andel i deres succes. Max og Monicas passion for træning skinner tydeligt igennem. De praktiserer. hvad de prædiker, og er begge to altid i imponerende god fysisk form.
Men først og fremmest, så gør de alt, hvad de kan for at beholde medlemmene og tilfredsstille deres træningsbehov. De er næsten altid at finde i forretningen, og hvad der måske er allervigtigst, de har formået at smitte deres personale med deres egen begejstring.
Personalet, hvoraf en del er lokale og har arbejdet for dem i mange år, er smilende og imødekommende, og det er med til at skabe den stærke fællesskabsfølelse, som man normalt ellers kun finder i mindre fitnesscentre og klubber.
Der er mange Personlige Trænere tilknyttet stedet, og de er engagerede i et omfang, man ellers kun sjældent oplever, hvilket giver sig udslag i de også ofte er parat med et råd eller opmuntring ikke kun til deres klienter, men også til de øvrige medlemmer.
Et bredt udvalg af holdklasser er også et “must”, hvis man vil adskille sig fra de øvrige udbydere. Og hos Oxygen finder man da også mere end 100 ugentlige klasser, der spænder fra spinning, crossfit, yoga og pilates.
Det righoldige udbud er da nok også en del af forklaringen på, at hele 60% af medlemsbasen i Oxygen Sports Club udgøres af kvinder.
At påstå, at jeg er en hyppig gæst på holdklasser, ville være en direkte løgn. Men det skal nu ikke afholde mig fra at observere, hvad der sker i de enkelte sale.
Set fra sidelinjen er det tydeligt, at holdklasserne her er designet til at være sjove, udfordrende og effektive. Jeg behøver da heller ikke deltage for at bemærke, at klasserne ledes af erfarne og motiverede instruktører, der giver personlig opmærksomhed og instruktion for at hjælpe den enkelte deltager med at få mest muligt ud af sin træning.
Oxygen Sports Club lever op til deres slogan
Når man markedsfører sig med et slogan, der hedder “we are not here to be average”, så forpligter det. Men selv med de kritiske briller, er det svært at finde noget at udsætte på stedet, for udover ovenstående, så har man også her på stedet en ekstrem høj hygiejne standard. Der er altid funklende rent, og man er også helt oppe på beatet, når det kommer til online tilstedeværelse og teknologi. Alt tilmelding til hold og træningsprogrammer, samt betaling håndteres via egen app, og med flere tusinde følgere på facebook kan man også løbende kommunikere med såvel medlemmer som turister på besøg i området.
Ambitionen om at skabe det bedste fitnesscenter i Sydspanien er blevet indfriet
Selvom om Max´s oprindelige mission om skabe Sydspaniens bedste fitnesscenter i min optik er blevet indfriet, så er han langt fra færdig med nye projekter.
“Der var kommet så mange nye mindre fitnesscentre i området, at jeg vidste, at vi med Oxygen skulle skabe noget, som ingen andre kan konkurrere med,” fortæller Max og fortsætter:
“På trods af at vi havde planlagt alt et år i forvejen, så gik det ikke helt, som jeg havde ønsket. Der var materialemangel efter Corona, og det forsinkede projektet, og det endte da også med at blive væsentligt dyrere end oprindeligt planlagt”.
På trods af de udfordringer er Max langtfra færdig med udvikle Oxygen Sports Club.
Siden januar er der kommet et overdækket udendørs træningsareal med det nyeste udstyr fra Gym80, samt en restaurant med sunde tilbud til medlemmerne, og næste skridt bliver opførelsen af 49 ferielejligheder ved siden af centeret.
“Vi har allerede oplevet stor interesse omkring lejlighederne, der alle vil have turistlicens, så de også kan udlejes, når ejerne ikke benytter dem,” fortæller Max.
Det betyder, at stedet fremadrettet også vil kunne tilbyde indkvartering i forbindelse med afholdelse af Camps, etc. Og allerede på nuværende tidspunkt er der indgået samarbejde med en større svensk udbyder af PT-uddanelser, som afvikler en del af deres uddannelse på stedet.
Selv om Calahonda-området er meget populært blandt udlændinge, så er Oxygen langt fra at være et træningscenter for ‘expats’. De lokale har også med stor begejstring taget godt imod den nye satsning.
Ifølge Max er 30% af stedets mere end 3.000 medlemmer spaniere, 20% er englændere og resten kommer fra andre europæiske lande, her iblandt også en del danskere. Hvilket er med til at give stedet en helt unik international atmosfære.
Alt sammen faktorer, der gør, at Oxygen Sportsclub ryger helt ind på top 5 over mine favorit træningssteder. Og hvis du tillægger en gammel fitnessrottes meninger værdi – og er du i området, så er stedet helt klart et besøg værd. Og der er også tænkt på at servicere tilrejsende, for der er mulighed for at købe et 5- eller 10-dages træningspas på stedet. Du kan læse mere her
Årsdagen i brancheforeningen DFHO nærmere sig – se det spændende program her