Neurotensin er et appetithormon, der frigives fra tarmene når vi spiser og et nyt studie fra Københavns Universitet viser, at hormonet neurotensin måske spiller en vigtig rolle i at kunne forudsige, om man faktisk fastholder et vægttab.
Antallet af personer i Danmark med overvægt er stigende, og i dag gælder det godt halvdelen af danskerne. Rigtig mange, der gerne vil tabe sig, kommer i mål. Men den sværeste kamp begynder, når vægttabet skal holdes ved lige.
Studiet, der er udkommet i tidsskriftet Metabolism, er et proof of concept-studie. Det betyder, at det er første gang man overhovedet beskriver, at hormonet spiller en rolle i såkaldt diæt-induceret vægttab hos mennesker, hvor man taber sig ved at indtage færre kalorier.
“Først undersøgte vi, hvad der sker hos mus med overvægt, når de taber sig. Her så vi et fald i neurotensin-udskillelsen. Herefter undersøgte vi det hos mennesker og så, at neurotensin også falder med et vægttab.
Samtidig er der en højere frigivelse af neurotensin hos de mennesker, der senere vedligeholder vægttabet, end hos mennesker der tog på igen,” forklarer professor Signe Sørensen Torekov, der er sidsteforfatter til studiet og gruppeleder på Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet.
“Det kan hjælpe på forståelsen af, hvorfor nogle har større succes end andre med at vedligeholde et vægttab.”
Som andre appetithormoner bliver neurotensin frigivet i tarmen efter et måltid, og så bliver informationerne samlet i hjernen, der justerer, om man skal spise mere, eller om man er mæt.
I studiet havde deltagerne tabt sig i løbet af en 8-ugers lav-kalorie diæt. Her kunne forskerne se, at dem, som tabte sig yderligere i løbet af et år, frigav mere neurotensin end mennesker, som tog på igen efter vægttabet.
“Det er en spændende opdagelse. Man kunne spekulere i, at dem som tager på igen efter vægttab, simpelthen mangler den her appetithæmmende respons, som neurotensin tilsyneladende giver,” siger Signe Sørensen Torekov.
Lægemiddel der kan stimulere neurontensin frigivelse har langtidsudsigter
Forskerne fik idéen til at undersøge neurotensins rolle i forbindelse med vægttab, da man efter en fedmeoperation frigiver mere af dette hormon efter et måltid.
“Vi ved, at andre mave-tarmhormoner, som frigives i højere grad efter en fedmeoperation, er med til at forklare, hvorfor en fedmeoperation vedligeholder et stort vægttab.
Men ingen har tidligere undersøgt neurotensins rolle i forbindelse med vægttab opnået ved diæt,” siger læge og ph.d.-studerende Joachim Holt, der er førsteforfatter til studiet.
Selvom man kan håbe, at det næste skridt er at designe et lægemiddel, der kan stimulere neurontensinfrigivelsen i hjernen eller tarmen, ligger det et godt stykke ude i fremtiden, forklarer Signe Sørensen Torekov.
“Det spændende ved at gå ind i de her appetitmarkører er også at finde ud af, hvordan vi mennesker responderer på en eventuel behandling.
Da man fandt leptin, der er et meget vigtigt hormon for appetitregulering, opdagede man også, at det falder, når vi taber os. Så tænkte man, at man skulle give dem mere leptin, og så ville de tabe sig,” siger Signe Sørensen Torekov.
“Men det viste sig, at mennesker med svær overvægt, faktisk var leptinresistente. Det vil sige, at man ikke reagerer på hormonet. Vi ved endnu ikke, om det samme er gældende for neurotensin. Så der er stadig meget arbejde forude.”
Sådan gjorde forskerne
Først undersøgte de neurotensin i mus. Helt konkret studerede tarmen og hypothalamus i hjernen, hvor appetitkontrollen sidder, og hvor de målte neurotensin-niveauet i forhold til vægttab.
I det kliniske studie deltog 42 personer. De gennemgik en otte ugers lav-kalorie diæt og blev fulgt det næste et år med henblik på fastholde deres vægttabet.
Det nye studie er et såkaldt proof of concept-studie. Det betyder, at det er første gang, hormonet neurotensin bliver beskrevet i forhold til diæt-induceret vægttab hos mennesker.
Studiet indikerer ligeledes, at neurotensin kan være vigtigt for vedligeholdelse af vægttab, og at man nu kan gå videre med at teste det i endnu større studier.
Læs også artiklen om hvordan du bedst bibeholder et vægttab her