PT Danmark blæser til kamp for momsfri personlig træning og præsenterer et spændende nyt tiltag, på et stormøde i starten af marts.
Folketinget besluttede i forlængelse af en EU-dom sidste år, at den momsfritagelse, som mange i fitnessbranchen har benyttet sig af, ikke længere må bruges. Den tidligere momsfritagelse var omhandlende undervisning og udfaldet af en EU-dom har indskrænket hvilke typer ydelser, der kan betragtes som undervisning.
Det har altså betydet, at træningsydelser ikke længere kan betragtes som undervisning og derfor må momsfritagelsen bortfalde. Denne ændring i praksis kræver dog et nyt styresignal fra SKAT og mange i branchen holder dog vejret indtil styresignalet kommer ud. Som regel er der et varsel på 6 måneder fra styresignalet udkommer. Det ser dog ud til at styresignalet er blevet syltet indtil videre.
Momsfri personlig træning – der er en anden vej
PT Danmark påpeger dog at der er en helt anden vej, man kan gå. Sundhedsydelser er nemlig momsfritaget og momsloven giver mulighed for at også sundhedsydelser leveret af personer uden autorisation kan være omfattet af denne regel.
Der er endda foregangs tilfælde i form af Registreret Alternativ Behandler (RAB) ordningen der, blandt andet, giver mulighed for at levere momsfrie sundhedsydelser. Momsfritagelsen vedrørende “anden egentlig sundhedspleje” stiller nogle særlige krav til uddannelse og til ydelsens natur.
Hvor uddannelseskravet beror på en vurdering af hvilke fag der opfylder de specifikke punkter i uddannelseskravet, rummer ydelseskravet nogle principielle spørgsmål om hvad der kan betragtes som sundhedsydelser.
Der er jo overvældende evidens for at fysisk træning virker mod smerter, usundhedseffekter knyttet til overvægt, forhøjet blodtryk, osteoporose osv., men under hvilke omstændigheder og hvordan kontrollerer man at der rent faktisk er tale om vejledning der har sundhedsfremme som mål og ikke “bare” en 18-årig, der vil have større arme (hvor sundhedseffekten må anses for yderst begrænset).
Stormøde omkring etablering af ny ordning
PT Danmark har inviteret til stormøde med alle større aktører i den danske personlig træner branche, hvor de præsenterer deres køreplan for hvordan de sammen med SMV Danmark vil forsøge at lave en ordning svarende til RAB ordningen for personlige trænere.
Det er først og fremmest et projekt, der kræver politisk arbejde, hvor SMV Danmark har det rigtige netværk, stor erfaring og allerede har udvist stort engagement ifm. Momssagen og hvor PT Danmark kan levere fagligt skyts.
Dette projekt passer også ind i SMV Danmarks eksisterende arbejde i deres fitness vertikal, hvor de forsøger at få etableret at træningsydelser kan indgå i rehabilitering af langtidssygemeldte og personer med tabt arbejdsevne som en del af sundhedssikringsydelser. Her spiller kompetent, kvalitetssikret vejledning en stor rolle.
At få sådan “Registreret Personlig Træner” ordning, svarende til RAB ordningen, ville være et kæmpe skridt opad i forhold til kvalitetssikring og offentlig anerkendelse af de kompetencer, der ligger i personlig trænings branchen og ville anspore personlige træner til at uddanne sig mere end der er tilfældet nu, ligesom det ville anspore kursusmarkedet til at lave mere omfattende uddannelser for at matche det uddannelseskrav der hører til at kunne levere momsfri ydelser som “anden egentlig sundhedspleje”.
Branchen lider i forvejen under danskernes aktuelle svigtende privatforbrug, konkurrence fra vægttabsmedicinen Wegovy og økonomiske hængepartier fra corona tiden. For mange PT forretninger og særligt de mindre ville det være et meget hårdt slag at skulle pålægge deres ydelser moms.
Derfor, siger PT danmarks formand, Anders Nedergaard, “Det her den eneste oplagte vej at gå. Og vi har endda et foregangstilfælde i form af RAB ordningen der viser at med lidt politisk kommunikations knofedt kan det lade sig gøre.”
PT Danmark stormøde
PT Danmark stormødet foregår i:
Jerusalemskirkens konferencecenter
Rigensgade 19 – 1317 København K
Fredag den 8. Marts kl 15:00.
Der vil også være mulighed for at melde sig til et arrangement med fællesspisning og socialisering bagefter.
Du kan læse mere om arrangementet på PT danmarks hjemmeside, hvor du også kan tilmelde dig.