At misbrug af anabole steroider har såvel fysiske som psykiatriske bivirkninger er tidligere blevet belyst. Men nu viser en undersøgelse også, hvordan misbruget påvirker indlæring og hukommelse.
Den ikke-medicinske brug af anabole steroider blev først udbredt i 1960’erne, da eliteatleter og bodybuildere benyttede stofferne til at fremme muskelvækst og forbedre præstationsniveauet.
Siden 1980’erne har millioner af mennesker over hele verden benyttet steroider i en sportslig sammenhæng, ikke mindst indenfor bodybuilding og vægtløftning, men misbruget er også i stigende grad blevet meget mere udbredt til rekreativt brug.
I en afhandling udgivet i The Open Psychiatry Journal undersøgte en forskningsgruppe fra Northumbria University i Newcastle, om mennesker der har et misbrug af anabole steroider har en mærkbar forskel på indlæring og hukommelse, når de indtager anabole steroider.
Undersøgelsen fastslog, at stofferne ved længerevarende brug kan påvirke hukommelsen
At misbrug af anabole steroider ikke er omkostningsfrit, har været kendt længe, og blandt de mere veldokumenterede fysiske bivirkninger kan nævnes:
- Væskeophobning i kroppen
- Skader på lever og nyre
- Hjerteproblemer, højt blodtryk og hjerte-karsygdomme.
Men også psykiske bivirkninger som:
- Depression
- Øget aggression og “roid-rage” (voldelig adfærd)
- Rastløshed
er tidligere hyppigt rapporteret.
Misbrug af anabole steroider har negativ effekt på visuelle og rummelige færdigheder
Det var psykiateren Harrison Pope og hans kollegaer, der første gang i en undersøgelse fra 2013 opdagede, at personer, der havde et misbrug af anabolske steroider over en længere periode, udførte opgaver med farve, højde, længde og dybdedimensioner væsentligt dårligere, når man sammenlignede dem med personer, der ikke indtog anabole steroider.
I Undersøgelsen fra 2013 fik deltagerne vist forskellige visuelle mønstre, som de efterfølgende blev bedt om at erindre. Nedsatte visuelle og rumlige færdigheder kan blandt andet betyde forringet stedsans og vanskeligheder ved at orientere sig i bygninger.
I undersøgelsen fra Northumbria University undersøgte man, om misbrug af anabole steroider over en længere periode kan påvirke hverdagshukommelsen.
Undersøgelsen omfattede omkring hundrede 18-30 årige mænd, der regelmæssigt styrketrænede. Halvdelen indtog regelmæssigt anabole steroider og den anden halvdel indtog dem ikke.
En forholdsvis ung gruppe i undersøgelsen angav, at de regelmæssigt indtog anabolske steroider. I gennemsnit indtog de stofferne i cirka 4 år (op til 8 år).
Hver deltager i undersøgelsen udfyldte tre spørgeskemaer, der alle var relaterede til hukommelse. Formålet var at måle deltagerne hukommelse indenfor henholdsvis:
- Retrospektive hukommelse (erindringer og minder fra fortiden)
- Propektiv hukommelse (processen med at huske at gøre noget, du havde planlagt at gøre i fremtiden, såsom at huske at betale en regning, før den forfalder eller at tage medicin på et bestemt tidspunkt)
- Executive fuction (evnen til at planlægge og udføre opgaver og holde opmærksomheden rettet imod et specifikt objekt over en given tidsperiode).
Mangelfuld præstation på et eller alle områder kan kompromittere livet i hverdagen. En kompromitteret eksekutiv funktion vil sandsynligvis føre til forvirring og dårlig planlægning, mens nedsat prospektiv hukommelsesevne fører til glemsomhed.
Ud af de personer, der tog anabolske steroider, meldte:
- 28 procent, at de havde problemer med den retrospektive hukommelse.
- 39 procent, at de havde problemer med den tidsbestemte hukommelse.
- 32 procent, at de havde problemer med den vedvarende opmærksomhed.
Resultaterne af undersøgelsen antyder, at indtagelse af anabole steroider har stor og skadelig indvirkning på personernes hverdagshukommelse og evne til at huske. Hvilket kan have en negativ effekt på mange forhold i hverdagen.
Det kræver dog en nærmere undersøgelse af resultaterne, før der kan drages endelige konklusioner. Ikke mindst fordi undersøgelsen er baseret på selvrapportering, hvilket betyder, at nogle af testpersonerne måske antager, at deres hukommelse er dårligere end den er, mens andre igen kan antage, at den er bedre, end det egentligt er tilfældet.
Det næste skridt for forskerne bag undersøgelsen er derfor mere objektive vurderinger, der viser, hvorfor brugen af anabolske steroider påvirker hukommelsen, og hvilken effekt stofferne har på hjernen og dens kognitive funktioner.
Du kan læse mere om anabole steroider her