Granatæbler har i den mellemøstlige mytologi altid været forbundet med begreber som sanselighed og frugtbarhed og optræder såvel i Bibelen, som Koranen og mange mellemøstlige eventyr.
Men nu viser det sig også, at der bag frugtens læderagtige skal også gemmer sig nogle andre fordele.
Et stof, der naturligt forekommer i blandt andet granatæbler, jordbær og valnødder har vist sig at kunne hjælpe på hukommelse og forbedre behandlingen af Alzheimers sygdom. Det viser et nyt studie på mus fra Københavns Universitet.
Glemsomhed, problemer med at finde ord og forvirring over tid og sted. Det er nogle af de mest almindelige symptomer på Alzheimers sygdom.
Nu har forskere fra Københavns Universitet opdaget, at en ganske almindelig frugt kan hjælpe.
“Det naturligt forekommende stof, Urolithin A, der blandt andet findes i granatæbler, kan hjælpe hukommelse og andre konsekvenser af demens. Det ser vi i musemodeller med Alzheimers,” siger Vilhelm Bohr, der er adjungeret professor ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet og professor ved National Institute on Aging i USA.
Det er gode nyheder for patienter med demenssygdomme, der i dag er svære at behandle.
“Perspektiverne er ret gode for mennesker, selvom det er et mussestudie. Der er indtil videre lovende forskning for stoffet i muskler, og der er også igangsat kliniske studier på mennesker.”
Stoffet fra Granatæbler hjælper på hjernefunktion
Tidligere har forskerne opdaget, at et molekyle, det såkaldte nikotinamidribosid (NAD supplementering), er vigtig, når det handler om neurodegenerative sygdomme som Alzheimers og Parkinsons. Det hjælper nemlig aktivt med at fjerne dårlige mitokondrier fra hjernen.
“Mange, der har neurogenerative sygdomme, får nedsat funktion af mitokondrierne kaldet mitofagi. Det betyder, at hjernen har svært ved at fjerne dårlige mitokondrier, så de ophober sig, og det giver problemer i hjernefunktionen. Hvis man kan stimulere mitofagi-processen, hvor dårlige mitokondrier bliver fjernet, så kan man få nogle meget positive resultater.”
Deres nye resultater viser så, at det stof, der findes i granatæbler, Urolithin A, er lige så effektivt som NAD supplementering til at fjerne de dårlige mitokondrier i hjernen.
Kan måske virke forebyggende
Forskerne er ikke langt nok i deres forskning til at kunne svare på, præcis hvor meget Urolithin A, der skal til for at det kan hjælpe på hukommelsen og på symptomer ved blandt andet Alzheimers.
“Vi har ikke et klart billede af dosis endnu. Men man kunne forestille sig, at det er mere end et granatæble om dagen, og det findes også i pilleform, så vi arbejder klinisk med at finde de rigtige mængder,” siger Vilhelm Bohr.
Han håber desuden, at det på sigt er noget, man kan give forebyggende uden betydelige bivirkninger.
“Fordelen ved at arbejde med et naturligt stof, er at der er mindre risiko for bivirkninger. Med NAD har vi efterhånden flere studier, der peger på, at der ikke er alvorlige bivirkninger. Der er lidt mindre viden om Urolithin A, men der er som nævnt igangsat kliniske studier,” siger han og fortsætter:
“Hvis vi skal spise et eller andet, der hen ad vejen gør det mindre sandsynligt, at vi får Alzheimers, hvilket der er meget snak om, så skal vi sikre os, at det ikke er noget, der har betydelige bivirkninger.”
Om Granatæbler
Granatæbler kommer fra en frugtbærende træagtig busk, der bliver omkring 5-8 meter høj. Planten menes at stammef fra Iran eller Afghanistan, men den har også groet i landende omkring middelhavet. Den spanske by Granada er f.eks opkaldt efter granatæblet så dets oprindelse er ikke helt fastlagt.
Frugten har sæson i det sene efterår og hen over vinteren og de fleste af de Granatæbler du finder du hylderne herhjemme kommer fra Spanien.
Bag den læderagtige frugtskal indeholder frugten kerner der indkapslet i rødt, saftigt frugt kød. Du kan bruge kernerne eller saften fra de pressede kerner i madlavning, hvor de tilføjer en frisk, sød og let syrlig smag.
Frugtkødet, der ligner granater, har et let sød og syrligt smag og kan presses til juice, eller som drys på salater eller morgen müsli.
Granatæbler kan være lidt besværlige at skrælle, men smagen og frugtens mange sundhedsfordele er hele besværet værd.
Læs også artiklen om en række andre “super foods” her
Om Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet leverer international anerkendt sundhedsvidenskabelig forskning, uddannelse og innovation.
Deres vision er at flytte grænserne for erkendelse og skabe ny sundhedsvidenskabelig viden og indsigt til gavn for den fortsatte videnskabelige udvikling, for samfundet og for det enkelte individ.