Lørdag den 1. juni kunne Lyngehallen for 10. gang åbne dørene til årets største Zumba fest: Scandinavian Zumba Party 2024. Her dansede 600 glade deltagere Zumba i syv timer sammen med nogle af verdens bedste Zumba-instruktører, der bl.a. var rejst fra USA og Sydafrika for at være med i Lynge.
Tekst: Signe Storr // Foto: Signe Storr & Brian Bodin
På en solrig lørdag i juni mødtes 600 danseglade mennesker til et udsolgt 10 års jubilæum for Scandinavian Zumba Party i Lyngehallen nord for København. Frank Bröking, der i ti år har arrangeret den store dansefest, kunne fortælle, at 34 nationaliteter fra 17 lande var samlet i Lynge til den syv timer lange non-stop Zumba-fest, der bl.a. også indeholdt en overraskelse.
Zumba fest med gengangere og nye presenters
På programmet var der både gengangere samt nye instruktører, der gæstede Danmark for første gang. Blandt de nye ansigter var bl.a. Suzy Swaidan fra Indiana, USA, der går under navnet Zumba Suzy på sociale medier. Hun var været instruktør i 16 år, men i de seneste to år har hun også deltaget i større events.
Scandinavian Zumba Party er det største event, hun hidtil har deltaget i, og på spørgsmålet om, hvad hun syntes om det, svarede hun: “Jeg elsker det! Folk, som er passionerede omkring Zumba, bringer en masse god energi, hvilket man tydeligt kan mærke fra scenen,” fortalte Suzy Swaidan, som dog samtidig kunne fortælle, at vi i Skandinavien er knapt så højlydte, som hun har oplevet andre steder i verden, hvor der fx kommer mange fra Latinamerika.
En dansk favorit
Belgiske Steve Boedt er en favorit blandt mange i Danmark, og han har været inviteret med til Scandinavian Zumba Party lige siden første gang, det blev afholdt. Kun en enkelt gang har han været forhindret, og det var sidste år, da han skulle indspille træningsvideoer til Zumbas nye app.
Selvom Steve Boedt har undervist i Zumba i over 100 lande, så er det altid specielt for ham at komme til Danmark, forklarede han: “Jeg er tilknyttet Skandinavien som ZES, Zumba Education Specialist, og derfor har jeg uddannet og undervist mange af de instruktører, der er til arrangementet. Det er som at se mine ”børn”, når jeg kommer her,” fortalte han og understregede, at det altid er en særlig oplevelse, når man kender så mange.
“Jeg skal så meget med næste år!”
For flere af deltagerne er Scandinavian Zumba Party også en tilbagevenden årlig begivenhed. Ann-Mette Harding fra Hvidovre har været med mange gange, og synes altid, at de inviterede instruktører har noget at byde på: “De inviterede presenters kan være meget forskellige, men det afspejler bare, at vi instruktører også er forskellige, så der er altid noget for enhver smag”.
Ann-Mette Harding har selv været Zumba instruktør i 13 år og har sit eget dansestudie i Hvidovre: Dans & Fitness med AM. Her underviser også Majken Jørgensen Bonde, der tog Zumba-instruktør uddannelsen under Corona. Hun var med for første gang i Lynge, og det bliver ikke hendes sidste gang: “Det er virkelig godt! Der er nogle rigtig dygtige instruktører på scenen, så det er meget inspirerende,” forklarede Majken Jørgensen Bonde.
Majkens veninde, Rikke Lander Petersen, er også Zumbainstruktør og underviser i Fitness X i Valby. Hun var med for tredje gang og synes, at stemningen og fælleskabet ved Scandinavian Zumba Party er fantastisk: “Jeg skal så meget med næste år!”, sagde Rikke, der bl.a. har belgiske Steve Boedt og amerikanske Loretta Bates blandt sine favoritter.
God energi i Lynge
Ny på scenen til årets Zumba fest i Lynge var også Claudio Gutu fra Rumænien, der dog har gæstet Danmark ved flere lejligheder, bl..a sammen med Dovydas Veiverys fra Litauen, som var med for anden gang. Claudio Gutu åbnede festen som den første presenter, og Dovydas lukkede den som den sidste, men begge instruktører var enige om, at stemningen og energien var super god fra start til slut.
Og det var Dorte Risum og Berit Lykke Madsen fra Fyn helt enige i, da de blev spurgt om, hvordan de syntes, dagen var gået: “Mega fedt og skønt som altid! Der var en god energi i salen og en god variation blandt de forskellige presenters på scenen. Det var også dejligt at se nye presenters”, fortalte de fynske Zumba-instruktører, der begge har været med i Lynge mange gange.
At der var god energi i salen, var Steve Boedt også enig i, selvom han var ikke overrasket: “Der skabes altid en god og positiv energi, når 600 menensker er samlet om en fælles passion – og med en god scene, lyd og lys bliver det altid endnu bedre!”
Fra UK til Lynge
Det er dog ikke kun fra Danmark, at folk kommer til årets Zumba fest. Mel Winstanley kom sammen med sin veninde Zoe Hopwood fra England for at deltage, og hun elsker, at hun har mulighed for at opleve så mange presenters, hvilket man ofte kun gør til den årlige Zumba Convention, ZINCON, i Florida, USA.
Hun er selv Zumbainstruktør på 11. år, og kan godt lide at blive inspireret af de forskellige instruktører og bruge det på sine egne hold. Og på spørgsmålet om, hvad hun syntes om dette års Zumba fest?: “It was absolutely on fire!” Mel Winstanley har allerede planer om at komme næste år – og forhåbentlig med flere venner fra UK, fortalte hun.
Overraskelsen
Indlagt i programmet i årets Zumba fest var også en overraskelse, og spændingen var stor, da arrangør Frank Bröking kunne præsentere overraskelsen: Ophavsmanden til Zumba, Beto Perez, på scenen! Han var dog ikke tilstede in person, men live over Zoom.
Det var første gang, han var med via en skærm, hvilket han fortalte, var lidt mærkeligt for ham, da han jo hellere ville danse! Dog fik han takket deltagerne for være med til at bakke op om Zumbas vision: “To bring happiness to the world”. Og for Dorte Risum var overraskelsen et sjovt indslag: “Det var sjovt, og nok især for os Zumba-nørder”, fortalte Dorte, der nok ikke var ene om at føle sig som en Zumba-nørd til dagens arrangement!
Zumba bringer glæde
At Zumba skal bringe glæde til verden, lyder måske af store ord for et fitness-koncept, men Steve Boedt forklarede efterfølgende, hvordan Zumba-konceptet er anderledes end andre fitness-koncepter. Inden han selv begyndte at arbejde med Zumba, arbejdede han bl.a. med Nike og Reebok, der begge leverede gode koncepter med fokus på at træne kroppen, men i Zumba ligger fokus et andet sted:
“I Zumba kigger man på at få folk gjort glade gennem fitness, hvilket en anden filosofi. Udgangspunktet er, at få folk, der måske ikke er en del af et fitnesscenter, til at begynde at motionere. Gennem Zumba og dans, udløses der endorfiner, og den glæde er med til at opbygge selvtillid – og en øget selvtillid får folk til at motionere mere, hvilket er en meget positiv spiral,” forklarede Steve Boedt og fortsatte: “I Zumba har man derfor i højere grad fokus på det hele menneske, body and soul, frem for kun et fokus på kroppen.”
Og måske bringer Zumba virkelig glæde til verden! Det var i hvert fald kun glade ansigter undertegnede så og selv bidrog med under den syv timer lange Zumba fest. Og arrangør Frank var også så glad, at han allerede sidst på dagen kunne fortælle, at der bliver et Scandinavian Zumba Party i 2025. Det bliver lørdag den 31. maj, og billetterne er allerede sat til salg. Så til dig, der kan lide Zumba – instruktør eller ej – så er der syv timers ren glæde at se frem til! Vi ses til næste års Zumba fest!
Ikke alle eksperter mener at medicinsk vægttab er en revolution – det kan du læse mere om her