Jordskokker – de mærkeligt knudrede knolde, som mange aldrig køber, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op med dem.
Og det er en skam, for Jordskokker smager dejligt, selvom kogte jordskokker og rå jordskokker er to ganske forskellige ting.
Rå jordskokker er sprøde, nøddeagtige, søde og en anelse metalliske i smagen, kogte er de milde og venligt skovbundsagtige i smagen. Med denne delikate og let tilberedte jordskokke carpaccio kommer den udtalte nøddesmag og sprød konsistens for alvor til sin ret.
Carpaccio af Jordskokker
Ingredienser:
- 150 g jordskokker
- 1/2 spsk olivenolie
- 1 spsk citronsaft
- 1/2 bundt rucola
- parmesan
Sådan gør du:
- Rør en marinade af olivenolie, citronsaft og salt.
- Jordskokkerne vaskes rene og skrabes fri for tråde med en urtekniv til de er pæne.
- Derefter snittes de i fine tynde skiver på langs og lægges i en skål med marinaden. De skal trække i mindst 1/2 time og gerne længere.
- Rucolaen skylles og lægges på et fad, parmesan høvles til spåner, som anrettes ovenpå.
Energi: 825 KJ
- Protein 10,8
- Kulhydrat 46,6
- Fedt 42,7