Arnold – for de fleste er fornavnet nok, for ikke alene er han den mest berømte bodybuilder gennem tiderne, han blev også et kæmpe hit i Hollywood og endte som californisk guvernør.
Men selv i dag hvor han for længst har passeret pensionsalderen er Arnold Schwarzenegger aktiv – og nu er han tilbage hvor det hele startede. Denne gang i form af opbygningen af et online fitnessfællesskab, hvorigennem han vil dele sin viden.
Arnold og The Pump Club
Missionen for 76 årige Schwarzenegger, er et ønske om at motivere flere mennesker til at blive fitte og stærke og ikke mindst overbevise dem om, at fitness er for alle. Til dette formål har han skabt fitnessfællesskabet Arnold’s Pump Club.
Seneste træk var lanceringen af en app, kaldet The Pump, henvendt til de første 5.000 medlemmer, og i månederne efter lanceringen er appen blevet fin tunet, og fællesskabet er vokset.
The Pump koster omkring kr. 900,- om året eller ca. 90,- om måneden og leverer træningsprogrammer, motiverende tips, en personlig vanetracker og et positivt fællesskab.
Ved tilmelding udfylder enkeltpersoner et spørgeskema og får en træning baseret på deres kriterier, som opdateres med en progressiv træning hver uge.
Schwarzenegger selv udtaler, at han ønsker, at alle skal føle sig fitte og stærke, som han altid selv har gjort, og er begejstret for, hvordan internettet giver ham mulighed for at nå så mange mennesker.
“Fitness er for alle, alle har ret til at være sunde og raske og til at træne,” siger han. “Denne app er ikke kun for folk, der har trænet i årevis, den er også til folk, der aldrig har har været i et gym.”
At få folk til at føle sig godt tilpas med sig selv og skabe et “positivt hjørne af internettet” er ifølge Schwarzenegger lige så centralt som missionen som at dele de træningsprogrammer, der er designet af Schwarzenegger og hans team.
I The Pump fællesskabet deles sejre, kampe og følelser. Omkring dette udtaler Schwarzenegger. ”Jeg er virkelig stolt af træningsprogrammerne, vanebyggeren og de tekniske dele af appen, men jeg er mest stolt af, at fællesskabet bare spreder glæde og støtte hver dag. Det føles virkelig som det kammeratskab, jeg altid har elsket ved et gym – det at mange mennesker samles om noget, samtidigt med at de har hver deres egene missioner.”
Schwarzenegger guider brugerne gennem træningen ved hjælp af træningsvideoer og instruktionstips. I de første 90 dage er folk en del af The Foundation, et program, som er tilpasset den enkeltes erfaringsniveau, og om man som bruger har adgang til et fitnesscenter eller træner med egen kropsvægt.
Vanebygger-funktionen opfordrer brugerne til at vælge en vision og derefter vælge tre daglige handlinger, der sikre at de bevæger sig hen imod denne vision. Ligesom der en en spørgsmåls sektion hvor Schwarzenegger sammen med andre eksperter leverer de svar der skal til for overvinde den enkeltes forhindringer.
Abonnenter på The Pump Club modtager også et gratis dagligt nyhedsbrev på e-mail og har adgang til en gratis podcast.
Gode intentioner eller ny “money machine”
Det er umiddelbart ganske glimrende, at et legendarisk Ikon som Arnold vil benytte sin berømthed til at fremme sundhed. Men om hvorvidt hans træningsmetoder, der allerede blev betragtet som outdatede i den sidste fase af hans egen fysiske storhedstid, vil vinde indpas hos yngre brugere, er nok mere tvivlsomt.
Men det kan også være, at det måske mere er hans mere voksne fans han henvender sig til. For rent grafisk virker portalen ganske old-school og man skal nok heller ikke underkende, at Købmanden Arnold også ser et økonomisk potentiale i det voksende sundhedsmarked.
Umiddelbart virker hele set-upét en anelse tilbageskuende og det merchandise der sælges fra siden, i form af old-school t-shirts og mærkelige medaljer, henvender sig nok mest til hans fanbase, fremfor alment sundheds orienterede brugere.
Her på redaktionen er vi generelt af den overbevisning, at alt hvad der har til hensigt, at fremme den almene sundhed er af det gode, omend dette tiltag nok tilhøre et af de mere kuriøse af slagsen.
Læs også artiklen om årets fitness trends her