Sven-Ole Thorsen 75 år "Jeg vil leve i nuet og glæde mig til fremtiden"

Indhold gem

1) Frontløber for fitnessbølgen

2) Sven-Ole Thorsen og drømmen om Amerika

3) Stærk mand i Hollywood

4) En modig tøsedreng

5) Selvbiografi blev til selvransagelse

6) Alle gode gange tre

7) Aktivt otium i Spanien

8) Sven-Ole har igennem årene medvirket i mere end 150 film og TV-produktioner, bl.a.:

Fra barndommen på Nørrebro over usikre ungdomsår, hvor Sven-Ole Thorsen som ranglet teenager opdagede, at ved at løfte vægte kunne han pålægge et panser af muskler til at dække over sin usikkerhed og et lavt selvværd.

Tekst: Steen Broford, Foto: Jimmy Lund Henriksen

Som ung mand var Sven-Ole Thorsen foregangsmand for vægttræningens indtog her i landet, og sagde du ordet bodybuilding i 70’ernes Danmark, var det synonymt med Sven-Oles klub Sporting Health Club. I den periode var det stedet, hvor alle, der ønskede at opbygge muskler, havde deres daglige gang.

Som 40-årig trak Sven-Ole Thorsen teltpælene op og drog med sin daværende hustru, sangerinden Anniqa, til Santa Monica i Californien, hvor venskabet med Arnold Schwarzenegger kombineret med Sven-Oles muskuløse 140 kilo og sort bælte i karate åbnede dørene til Hollywoods forjættede land og et hav af roller som bad guy på TV og film.

I anledningen af Sven-Oles 75 års dag mødte vi den den store dansker i villaen i det sydlige Spanien, der er blevet hans nye vinterresidens, og hvor han sammen med hustruen Birgitta har skabt rammerne for sin tredje alder.

Sven-Ole Thorsen og Arnold Schwarzenegger spillede første gang sammen i Conan The Barbarian. Her ses de under en pause i optagelserne af filmen der blev skud i Spanien. Privatfoto

Mit første møde med Sven-Ole Thorsen var for 42 år siden, hvor jeg som en frygtsom teenager trådte ind ad døren til Sporting Health Club. Her jeg blev modtaget jeg af et kødfuldt håndtryk fra det største menneske, jeg nogensinde havde set.

Og som med et bistert udtryk gav mig en “prøvetime”, der føltes som om den varede en halv dag og efterlod mig så mørbanket, at jeg flere dage efter havde svært ved blot at klæde mig på uden smerter. Alligevel må jeg trods alt, have været så behørigt imponeret over besøget i “Supermans værksted”, at jeg efterfølgende fik overtalt min klasselærer til, at det helt klart var der, jeg skulle i erhvervspraktik den kommende måned. En forsigtigt henvendelse blev besvaret med følgende replik: “Den slags har jeg sgu da ikke tid til!”

Det skræmte mig dog ikke fra at overtale de “gamle” til at investere i et medlemskab. Det krævede en del salgssnak, for dengang kostede en måneds medlemskab nogenlunde det samme som et års kontingent i den bokseklub jeg trænede i. Udstyret med et program, der indeholdt super- og tri-set, kæmpede jeg mig igennem de daglige træningspas, som tog mig små 3 timer at gennemføre.

Mit næste møde med kæmpen var, da jeg efter et par uger på denne facon fik slæbt mig hen til skranken for at spørge, om det kunne passe, at jeg altid skulle være så øm. En forespørgsel der blev besvaret med en konstatering: “Du skal bare have noget protein”.

Det var ligesom ikke noget, der kunne debatteres. Så jeg forlod klubben en uges lommepenge fattigere, men bærende på en dåse Skip protein, der ifølge den påtrykte label skulle smage af chokolade. Men som viste sig at have en smag, der mindede om barndommens fald “face first” i en vandpyt.

På trods af denne hårde start udviklede det sig over tid til et venskab, som jeg i dag sætter stor pris på. Og retfærdigvis skal det siges, at han med alderen – gudskelov – er blevet blid og mild.

sven-ole thorsen -Gladiator — Sven-Ole Thorsen på optagelserne til Gladiator, hvor han spillede gladiatoren Tigris. Privatfoto

Frontløber for fitnessbølgen

Fitness er i dag hver mands eje. Men der var engang, hvor udbredelse af individuel vægttræning hvilede på én mands brede skuldre.I dag, hvor der nærmest er et fitnesscenter på hvert gadehjørne, kan det være svært at forestille sig, at der i begyndelsen af 60’erne kun fandtes ét sted i København, hvor der blev trænet med vægte – eller som man så småt var begyndt at kalde det: bodybuilding.

Stedet hed Club Roma og lå på anden sal af en villa på Frederiksberg. Det var her i ydmyge omgivelser, at Sven-Ole Thorsen som 17-18 årig ranglet knægt for første gang stiftede bekendtskab med vægttræning.

“Indtil da havde jeg spillet håndbold og dyrket atletik, men første gang jeg oplevede vægttræning, blev jeg nærmest forelsket. Det at kunne træne for sig selv og opnå egne resultater, i stedet for at være en del af et hold, det var lige mig. Første gang jeg trænede, var jeg der så længe, at jeg nærmest måtte bæres derfra, og efterfølgende var jeg så medtaget og øm, at jeg måtte blive i min seng i flere dage.”

På trods af den hårde start blev vægttræning en stor del af Sven-Oles liv og betød, at han også fysisk kom til at fylde noget mere. I løbet af de næste 5 år flyttede nålen på badevægten sig fra 82 kilo til 120 kilo.Vægttræning dengang var forbeholdt en lille lukket enklave af mænd. Og der var ikke mange steder, man kunne få information om kost og træning, så inspirationen kom fra gamle gulnede amerikanske muskelblade med foto af datidens store navne.

Senere begyndte der at dukke billeder op af en ung østriger med et mærkeligt navn. Det var Arnold Schwarzenegger, med hvem Sven-Ole Thorsen på et senere tidspunkt skulle forme et livslangt venskab. Drømmen om at få sit eget center begyndte også at forme sig i de år. Og efter et job på Grønland og ved hjælp af et banklån, som hans mor kautionerede for, blev Sporting Health Club en realitet i 1971.

“Jeg startede det oprindeligt sammen med karatemanden Jørgen Bura, og dengang var det en kombination af karate dojo og vægttræning. Og her fik jeg brug for min uddannelse som maskinarbejder, for pengene var små, og vi producerede selv alle redskaberne baseret på fotos, vi havde set i udenlandske blade.”

Fra en langsom start tog udviklingen fart op igennem 70’erne, hvor Sporting Health Club blev stedet, hvor alle, der ville have større muskler, trænede og kunne få adgang til de nyeste informationer. Og hvor der ofte var mulighed for at opleve nogle af de største udenlandske navne afholde seminarer.

Det var også i de år, at Sven-Oles rastløse energi blev omsat til et sandt arbejdsraseri. Fra kontoret i Gothersgade blev Dansk Bodybuilding Forbund stiftet, og der blev arrangeret mesterskaber i bodybuilding, udgivet magasiner og han fungerede som international dommer.

Samtidigt blev hans egne sportslige ambitioner indfriet med titler som danmarksmester i karate, Danmarks Stærkeste Mand og flere rekorder i styrkeløft. Ligesom det også var i Sporting Health Club, at der for første gang for alvor blev åbnet op for, at også kvinder kunne have glæde af at træne med vægte.

Sven-Ole Thorsen med Arnold — To herre med høj cigarføring, venskabet med Arnold fik en stor betydning for Sven-Ole´s filmkarriere her ses de under optagelserne til en film i slutningen af 80érne.

Det var via Sven-Oles funktion som dommer, at venskabet med Arnold for alvor blev etableret, og det skulle vise sig at få betydning på mange niveauer. Da dokumentarfilmen Pumping Iron med Arnold i hovedrollen skulle have dansk premiere, kontaktede direktøren for Delta Bio, der havde biografrettighederne, Sven-Ole Thorsen for at høre, om han havde interesse i at dele udgifterne på at bringe Arnold til Danmark i forbindelse med premieren.

Et tilbud han sagde ja til, men da Delta Bio sprang fra på grund af Arnolds krav om flybillet på 1. klasse, blev det Sven-Ole Thorsen alene, der påtog sig omkostningerne. Og det skulle vise sig at være en god investering.

“Efter filmen kørte hele det samlede danske pressekorps i dobbeltdækkerbus med til Sporting Health Club, hvor Arnold holdt pressemøde. Han havde været på samtlige amerikanske talkshows i ugerne forinden, og hans charme gav sporten masser af positiv pressedækning. Faktisk betød det, at jeg i den efterfølgende periode måtte indføre medlemsstop i klubben.”

Den lille tur “Down Memory Lane” har åbenbart fået Sven-Ole Thorsen i det reflektive hjørne, for efter en lille pause kommer det med et skævt smil: “I dag kan jeg have svært ved at forstå, at jeg var så aktiv. Og nu kan jeg bedre forstå, at da jeg boede i Danmark, brugte jeg altid udtrykket: “Der er nok at se til!”

Sven-Ole Thorsen og drømmen om Amerika

For mange mennesker er det at runde de 40 år en passende lejlighed til at gøre status over deres hidtidige liv. Og sådan var det også for Sven-Ole Thorsen.

“På min 40 års fødselsdag havde min daværende kone, Anniqa Forss, og jeg arrangeret en stor fest. I de sene timer efter festen sad vi derhjemme over et glas champagne og kastede et tilbageblik. Vi var enige om, at vi stadigvæk havde lyst til nye eventyr. Samtidigt ville vi gerne leve et sted, hvor der var et mere behageligt klima.

Jeg havde indfriet mine sportslige ambitioner, opbygget en forretning og savnede nu nye udfordringer. Samtidigt havde jeg helt fra mine unge år haft en længsel efter at prøve at leve i et fremmed land. På et eller andet niveau var jeg bange for at ende som gammel og bitter, hvis jeg aldrig prøvede at realisere denne drøm. Så i de mørke nattetimer traf vi i fællesskab beslutningen, og valget faldt på Los Angeles.”

Et halvt år senere havde Sven-Ole Thorsen afviklet alt, og de private egendele var pakket i en 17 fods container.

sven-ole thorsen - Hollywood — Selvom det ikke var hans oprindelige intention, fik Sven-Ole hurtigt skabt sig en karriere i Hollywood.

Stærk mand i Hollywood

Han har medvirket i mere end 150 film og formået at skabe sig en levevej uden af betragte sig selv som skuespiller. Men det var ikke uden omkostninger. Det var ikke drømmen om at indtage Hollywood og skabe sig en karriere i filmens verden, der var ambitionen bag rejsen til USA.

Faktisk var den oprindelige tanke at starte et privat gym. Men allerede inden planen om at flytte havde Sven-Ole Thorsen medvirket i de første “Conan” film med Arnold, så da han ankom til USA, kontaktede han den eneste, han kendte i sit nye land – nemlig Arnold. Det viste det sig, at han var i gang med en ny film “Commando“ og bad Sven-Ole om at møde ham på film-settet.

“I 1978 var jeg i Los Angeles til VM i karate, og her introducerede Arnold mig til instruktøren John Milius, der arbejdede med manuskriptet på Conan the Barbarian. Milius blev imponeret af min fysik og skrev en rolle ind i manuskriptet delvis baseret på min egen idé.

Det blev til karakteren “Thorgrim”, (Sven-Oles humor fornægter sig aldrig, navnet er en sammentrækning af Thorsen og grim, red.) og optagelserne varede i 6 måneder. Under den tid fik jeg virkelig smag for det at lave film, så da jeg ankom til Los Angeles, havde jeg lidt erfaring.”

Endnu en gang blev det Sven-Oles fysik, som blev adgangsgivende, for også Mark Lester, der var instruktør på “Commando”, kunne bruge hans 140 kilo.

“Jeg fik en rolle primært baseret på, at jeg var en stor bøf, så selvom det var en kæmpe omvæltning at skulle starte forfra i et nyt land, må det siges, at jeg kom ganske godt fra start.“

I en tid, hvor danske skuespillere jævnligt optræder i store Hollywood produktioner, kan det være svært at forstå, hvor meget virak der var omkring Sven-Oles optræden på film i 80’erne. Og på trods af at han har medvirket i et hav af film, så er han selv den første til at nedtone sine evner som skuespiller:

“Jeg har aldrig betragtet mig selv eller haft ambitioner om at være skuespiller i den almene betydning. Det var bare en sjov måde at få finansieret mit liv på. Jeg har aldrig følt, at jeg har været på arbejde eller det var en forpligtelse. Der er nok flere i mine omgangskreds, som har haft ambitioner på mine vegne end jeg selv har haft.

Jeg har lidt ironisk sagt: “Jeg er ikke skuespiller, men jeg kan møde til tiden og falde af en hest, uden at den og jeg kommer til skade.” Mine roller har ofte været baseret på et anderledes udseende og en god arbejdsdisciplin. Så da jeg hurtigt fik en del at lave i filmbranchen, var det der, jeg lagde min energi. Og det har trods alt udmøntet sig i, at jeg har medvirket på mere end 150 filmproduktioner igennem årene.

Jeg har haft det store privilegium at se det meste af denne verden, samtidigt med jeg undervejs har mødt nogle fantastiske mennesker og kulturer.”

I modsætning til langt de fleste, der forsøger sig i Hollywood og erfarer, at det kan være en hård og smertefyldt oplevelse, formåede Sven-Ole Thorsen at skabe sig en levevej. Men det var ikke uden omkostninger.

En modig tøsedreng

Historien om Sven-Oles mange år i Hollywood rummer også et paradoks. For hvor kroppen blev hans visitkort og adgangsbillet til det kulørte lærred, så dækker historien også over, hvordan den på overfladen så selvsikre he-mand også indeholdt en voldsom usikkerhed pakket ind i en muskuløs gorilla dragt. For de mange actionroller betød også, at Sven-Ole Thorsen i stigende grad påtog sig flere og flere af egne og andres stunt.

Og for en mand, der gerne indrømmer op til flere forbier og foretrækker at være den, som har kontrol over begivenhederne, så var det forbundet med en vis frygt at lægge liv og helbred i andres hænder:

“Jeg blev stuntman på den hårde måde. Oprindeligt havde jeg ingen forudsætninger, og der har været masser af gange, hvor min store mund overgik min sunde fornuft. Jeg har altid været sådan indrettet, at hvis nogen fortæller mig, at det kan jeg ikke eller må jeg ikke – så skal jeg nok vise dem. Og på trods af jeg har alverdens fobier lige fra højder til klaustrofobi over vand og ild, så har jeg gjort det alligevel.

Det kan lyde mærkeligt, at jeg har taget de chancer, jeg har undervejs, for som jeg altid joker med, så er det sådan, at hvis du kigger i et leksikon under tøsedreng, så finder du et billede af undertegnede. Men når man som jeg har levet af sin fysik hele sit liv, og fysisk styrke altid har været ens følgesvend, så forpligter det en til at vise, hvad man er sat sammen af. Og den pligtfølelse har hver gang, det har været påkrævet, overvundet angsten.

Men at sige, at jeg nogensinde nåede til et punkt, hvor jeg ikke havde nerver på, når jeg hørte instruktøren sige action, vil være en overdrivelse.”

Beviset på, hvor god en stuntman Sven-Ole Thorsen endte med at blive, er til at få øje på i hans nye hjem. På en hædersplads på reolen står den “World Stunt Award”, han modtog i 2001 for “Best Fight” og “Best Work with Animals” erhvervet fra kampscenerne med Russel Crowe og tigrene i storfilmen “Gladiator”.

30 år i Hollywood, hvor karrieren blev opbygget på fysik og hårde stunt, har ikke været uden fysiske omkostninger. Og der er blevet udskiftet et led eller to undervejs.

“Tyngdekraften slider på os allesammen, og jeg har igennem et langt liv løftet ekstremt tunge vægte, trukket togvogne og kastet mine mange kilo ned fra hustage og gennem glasfacader, samtidigt med der var ild i kostumet. Så det sætter sine spor. Der kan godt komme tanker om, at jeg måske skulle have passet lidt bedre på mig selv undervejs.

Sven-Ole Thorsen - spanien — I dag nyder Sven Ole sit otium i Sydspanien.

De mange oplevelser og mødet med en række af Hollywoods største navne er helt klart noget, der står på plussiden af kontoen, når Sven-Ole Thorsen kaster et tilbageblik. Og selv om der også er en større rolle eller to, som er glippet igennem tiderne, så er han ikke typen, der ærgrer sig.

“Set i retro perspektiv har jeg opnået det meste, som mine evner gav adgang til. Men vrider du armen rundt på mig, så kan jeg godt ærgre mig lidt over, at jeg ikke har medvirket i en af de senere års nye danske film. Jeg har altid beundret det, som kendetegner de seneste års mange fantastiske danske film, nemlig evnen til at fortælle en god og nærværende historie uden at drukne budskabet i special effects og følelsesporno, som man ofte oplever i amerikanske film.”

Selvbiografi blev til selvransagelse

Tilbage i 2007 gav Sven-Ole Thorsen sig selv endnu en udfordring – han ville skrive en bog. Og den omfattende research til det, der endte med at blive den anmelderroste bog “Stærk Mand i Hollywood”, gav for første gang Sven-Ole muligheden for at se tilbage:

“Det var en lærerig proces, for på det tidspunkt havde jeg aldrig kigget tilbage, men i stedet været travlt optaget med nuet og det, morgendagen måtte bringe. Jeg havde besluttet mig for at være 100% ærlig på godt og ondt, og det betød, at jeg helt objektivt skulle forholde mig til alle de gerninger og ugerninger, jeg havde foretaget mig i mit liv.

Da jeg boede i Danmark, havde jeg tårnhøje ambitioner, og der var hele tiden et nyt projekt, som skulle sættes i gang. Da jeg så 25-30 år senere sad og bladrede i gamle avisudklip og hørte venner og bekendtes opfattelse af en situation og konstaterede, hvor langt det var fra min egen oplevelse, kunne jeg ikke undgå at blive overrasket. Og denne søgen af, hvad der var virkelighed eller sandhed, gjorde mig eftertænksom.

For når jeg kiggede tilbage, så jeg en Sven-Ole, der helt klart var af den opfattelse, at det kun var ham, der “var noget”. Og kun hans behov der skulle tilfredsstilles. Jeg var helt klart ikke den sødeste at være i selskab med, og jeg indså, at jeg dengang gjorde en masse mennesker fortræd. Ikke mindst venner og familie.”

Alle gode gange tre

I sin tredje alder og på tredje ægteskab er Sven-Ole Thorsen klar på nye udfordringer i et tredje land. Efter mange år som single mødte Sven-Ole for nogle år siden sin nuværende hustru Birgitta. Og gradvis indfandt der sig hos dem begge et ønske om at tilbringe en del af året væk fra Los Angeles.

“Tilbage i 80´erne havde jeg tilbragt 6 måneder i Spanien og var fascineret af et helt land havde fundet ud af at tage en pause midt på dagen. Jeg har også altid vidst, at jeg i mine ældre år ville tættere på Danmark, hvor jeg har børn og børnebørn. Men ikke det danske klima. Birgitta havde også en tilknytning til Spanien, så det var oplagt at tilbringe en del af året her.

Vi er begge mennesker, der kan trives de fleste steder, og med de nyeste teknologiske muligheder kan de fleste opgaver løses alle steder.”

Aktivt otium i Spanien

Mange forbinder Spanien med otium, men det er langt fra tilfældet for Sven-Ole Thorsen. Han har vanen tro gang i flere projekter. Der arbejdes på en ny bog til det amerikanske marked, skrives på nogle filmmanuskripter og han holder foredrag om sine mange oplevelser i filmbyen.

“Jeg må jeg erkende, at dåbsattesten fortæller, at jeg er gammel. Men for mig er gammel noget med ikke at kunne se, høre, lugte eller bevæge sig. Og det punkt er der forhåbentlig længe til.

Jeg har aldrig været typen, der lagde lange forkromede planer. Men efter 40 år i Danmark og 30 år i USA – ja så snupper jeg da gerne de sidste 30 år i Spanien.”

Nu, hvor en stor del af tiden tilbringes i Spanien, er Danmark også rykket tættere på. Og på spørgsmålet, om han en dag kunne se sig selv tilbage, svarer Sven-Ole med et smil: “Jeg har altid sagt, at når der kommer palmetræer i Danmark, så kommer jeg hjem. Så det afhænger vel i virkeligheden af, hvor hurtigt den globale opvarmning indtræffer.“

Læs flere fitness profil interviews her