Da vi i foråret 2019 sidst skrev om TrainAway, handlede artiklen primært om deres forkus på det globale marked, og hvordan denne satsning allerede på imponerende kort tid havde båret frugt.
TrainAway havde på ganske kort tid formået at sikre rejsende adgang til dagpas til fitnesscentre i de fleste større europæiske byer og sikret sig en global brugerbase, hvor deres app var blevet downloaded af folk fra mere end 130 forskellige nationaliteter. Rejsende fra mere end 50 forskellige lande havde allerede købt adgang til et fitnesscenter i et fremmed land via TrainAway.
Så kom Corona
Kort sagt havde TrainAway indtil 2020 stor succes med at hjælpe rejsende til at finde og få adgang til fitnesscentre, når de befandt sig væk hjemmefra. De første to år af platformens levetid gik med at opbygge et globalt netværk af partnerskaber med fitnesscentre, der ved udgangen af 2019 nærmede sig de 1500 centre.
Banen var kridtet op til skalering og vækst i 2020, hvor fokus skulle skifte fra udelukkende at handle om vækst i antal centre til at hjælpe flere rejsende på farten.
Det hele kørte på skinner, og året startede fremragende for TrainAway med indgåelse af en stor aftale i Thailand, verdens største rejsedestination, samt yderligere en aftale med det japanske fitness forbund frem mod OL i Tokyo i sommeren 2020.
Men ligesom for så mange andre, så ændrede alt sig da COVID-19 ramte. For TrainAway betød det, at fra at befinde sig i to yderst sexede industrier i form af rejse og fitness, befandt de sig nu i krydsfeltet mellem to industrier, der blødte røde tal på bundlinien.
TrainAway tilbage til rødderne
Efter den første periodes brandslukning og justeringer for at tilpasse sig den nye virkelighed, gjorde virksomheden det, som de altid har gjort i svære perioder. De vendte tilbage til Danmark og Skandinavien for at snakke med deres eksisterende partnere. For TrainAway har det altid været vejen til at forstå markedet, og hvilke udfordringer deres partnere møder.
Det blev hurtigt klart, at det danske marked er præget af utrolig hård konkurrence, hvor pris og antal klubber er de primære parametre for forbrugerne. Sammen med en række af deres partnerklubber begyndte virksomheden derfor at arbejde på et nyt koncept. Fokus var på at udvikle TrainAways eksisterende netværk af klubber i Danmark til at hjælpe de uafhængige centre og små kæder.
Derved blev TrainAways erfaringer og globale netværk katalysatoren for et nyt lokalt fokuseret produkt, som giver lokale fitnesscentre muligheden for at tilbyde træning til deres medlemmer – i hele Danmark.
TrainLikeHome: Styrker de uafhængige centre og små kæder!
Navnet på den nye service er TrainLikeHome, og målet er at give de uafhængige og små kæder muligheden for at bevare deres lokale og unikke medlemsoplevelse i form af intimitet, fællesskab og familiaritet, samt tilbyde deres medlemmer national træning via deres medlemskab.
Værdien i TrainLikeHome kommer i en styrket mulighed for at vinde medlemmer og fastholde medlemmer, som ellers ville vælge kæderne grundet deres større netværk og derved fleksibilitet i medlemskabet. Også bero-perioder forventes minimeret ved at gøre medlemskabet “brugbart”, når medlemmet er væk fra centeret.
Flyvende fra start trods omstændighederne
Lige nu har TrainAway taget hul på en omfattende Danmarksturne med den nye produktløsning, og TrainLikeHome har fået en varm modtagelse blandt centrene rundt omkring i landet.
TrainAways danske netværk alene udgør på nuværende tidspunkt mere end 40 partnercentre, og mange af disse er allerede klar til at rulle TrainLikeHome løsningen ud til deres medlemmer i løbet af december og januar. Det afgørende for succesen af produktet bliver at fortsætte udvidelse af klubber i netværket.
Målet er at have 50 danske klubber som en del af netværket ved starten af januar 2021.
Om TrainAway :
TrainAway er en dansk platform, der forbinder
rejsende med mere end 1500 fitnesscentre globalt.
Med den nye TrainLikeHome løsning fra TrainAway
kan du tilbyde dine medlemmer national dækning.
De får gennem deres medlemskab hos jer gratis adgang
til mere end 40 centre på tværs af Danmark.
Løsningen bliver let integreret direkte i jeres app eller
medlemsside.
Læs mere her: https://www.trainaway.fit/business