Føler du dig utilstrækkelig? – hvis det er sådan du går rundt og har det til hverdag, så er det måske en god idé at slukke for de sociale medier.
De sociale medier giver os nemlig ubegrænsede muligheder for, at vi kan sammenligne os selv med andre. Og selvom sociale sammenligninger menes at være en naturlig form for menneskelig adfærd og kan ses som en kilde til motivation og inspiration, er det desværre hyppigere forbundet med udviklingen af negativ selvopfattelse, følelse af utilstrækkelighed, underlegenhed og dårligt humør.
Og en engelsk undersøgelse af adfærd på sociale medier får blandt andet to engelske psykologer til at opfordre især “influencers” til at være opmærksomme på deres ansvar for at poste ægte, ubearbejdede billeder af sig selv af hensyn til alle følgeres mentale sundhed.
Og det er forståeligt, at eksperter råber vagt i gevær, når man ser nogle af undersøgelsens svar på, hvordan sociale medier og brugen af filtrerede billeder påvirker brugernes opfattelser af deres og andres livsstil.
Undersøgelselsen viste blandt andet at:
Cirka halvdelen (51 %) af alle brugere af sociale medier over 16 år sammenligner sig selv og deres livsstil med andre på en eller anden kanal.
En enorm andel på 82 % af de 16 til 24-årige gør dette, hvilket gør dem til langt den mest modtagelige aldersgruppe.
Flere kvinder end mænd sammenligner sig med berømtheder (44 % mod 31 %), men flere mænd end kvinder sammenligner sig med kolleger (35 % mod 29 %).
Hele 78 % af de voksne sociale medie-brugere sammenligner sig med venner og jævnaldrende. To ud af fem sammenligner sig med fremmede.
En ud af 10 vil aldrig uploade et billede af sig selv uden at filtrere eller redigere det først. Næsten halvdelen (43 %) vil have det skidt med at finde et uredigeret billede af dem selv på sociale medier.
Det er også skræmmende at se, at 11 % af voksne på sociale medier benytter FaceTune eller andre redigeringsværktøjer til at slanke talje, glatte rynker og endda ændre kropsforhold på billeder af sig selv.