I denne udgave af Fitnews TV fortæller Peter Larsen fra Lido Fitness om hvordan han har håndteret corona krisen
Af Per Andreasen
Peter Larsen har været i fitnessbranchen det meste af sit arbejdsliv. De seneste 11 år har han drevet Lido Fitness i Vejle, og han fortæller i denne udgave af Fitnews TV om, hvordan han har håndteret coronakrisen indtil nu.
“Jeg valgte at forsøge at klare mig med mine medlemmers hjælp, for hvornår får man egentlig hjælpepakkerne? Skal man fyre sine medarbejdere eller holde på dem, så godt man kan? Jeg valgte det sidste,” siger Peter Larsen.
Lido Fitness har siden midten af maj tilbudt udendørs træning, og det har givet Peter Larsen meget mere NEAT end han plejer at få. Men det har også givet ham et endnu tættere forhold til sine medlemmer.
“Jeg behøver ikke at træne ud over at køre maskinerne ud om morgenen og ind om aftenen. Vi kører det via vores booking-system online, så folk tilmelder sig, og vi kan rydde op og gøre rent ind imellem. Men jeg har hygget mig med medlemmerne, og pludselig får man talt med medlemmer, man aldrig har talt med før, når jeg sørger for, at de hygger sig og får sprittet af.”
Fitnews TV: Højdepunkter
00:00 – Peter Larsens baggrund i fitnessbranchen og hans eget center i centrum af Vejle
01:21 – Om Lido Fitness’ metoder til at holde kontakten
04:24 – Hvordan det er at prøve at stå imod hjælpepakkerne
06:36 – Om hvad den udendørs træning betyder for det sociale liv
07:37 – Hvor langt der er fra de udendørs træninger til hverdagen før coronakrisen
09:15 – Hvorfor Peter Larsen ikke mener, at det hjælper noget at samle sig i grupper og protestere over den politiske beslutning
12:11 – At Lido Fitness også kommer til at hæve priserne
14:45 – Peter Larsens nye projekt Just Face – en app til ansigtsgenkendelse, som gør det lettere at gøre oplevelsen for medlemmer personlig
16:53 – Om de små træningscentres fordel i konkurrencen
Peter Larsen tilslutter sig andres udmeldinger om, at priserne for medlemskaber i de danske fitnesscentre må hæves.
“Medmindre vores udlejer siger, at vi ikke skal betale husleje, så må vi finde ud af at lave et koncept, som medlemmerne vil betale mere for. Ellers kan de ikke træne,” siger han.
Han er overbevist om, at det ikke kommer nogen til gavn at lave et nyt lavpris-koncept nu. Ikke mindst fordi ingen vil komme til at få lov at presse mange medlemmer ind i et center.
Læs mere om Lido Fitness’ krisehåndtering hos Vejle Amts Folkeblad.
Se også interview med Steen Broford om hvorfor det er vigtigt at branchen står sammen