Af Per Andreasen

Forvirringen om reglerne for udendørs træning har været så stor, at vi kom til at dele meget uklare oplysninger i weekendens artikel om holdtræning i Norge. Det vil vi hermed rette op på.

Flere danske personlige trænere har været i kontakt med Sundhedsstyrelsen, Corona-hotlinen og politiet for at finde ud af, om de må afvikle holdtræning udenfor.

Meldingen fra dem alle er, at så længe man overholder de generelle retningslinjer, må man gerne træne sammen 10 mennesker ad gangen.

I praksis betyder det, at du kan afspærre din parkeringsplads eller andet udendørs areal og invitere dine medlemmer eller klienter til holdtræning med de følgende forbehold:

  • I er ikke flere end 10 (inklusive instruktør eller personlig træner)
  • I holder mindst 2 meters afstand hele tiden (instruktører og trænere må altså korrigere med ord i stedet for med berøring.)
  • I bliver væk, hvis I har symptomer (herunder kan det også være fornuftigt at blive væk, hvis man lige er kommet ovenpå efter et par dage med ondt i halsen og tør hoste, da det kan være de indledende symptomer)
  • I vasker hænder og spritter alt af
  • I hoster eller nyser i ærmet
  • I ikke deler udstyr – og udstyr rengøres grundigt mellem holdene

Der er altså en god mulighed for, at aktørerne i den danske fitnessbranche kan sætte gang i træningen med medlemmerne igen, så længe den foregår udenfor, ikke involverer kropskontakt og følger de generelle retningslinjer.