Af Per Andreasen

I denne uges udgave af Fitnews TV taler vi med Anders Nedergaard, som med egne ord “lever lidt af et sørøverliv i fitnessbranchen”. Han har de seneste år produceret fitness-podcasten Fitness M/K. Først på Radio24Syv og nu som selvstændig udgiver.

(Da vi optog interviewet, var den nye plan for genåbningen af Danmark ikke meldt ud endnu. Derfor forholder Anders sig til de oplysninger, som var tilgængelige inden 8. maj 2020).

Anders har en ph.d. i muskelbiologi – deraf tilnavnet Dr. Muskel – og har brugt sin rutine i at læse forskningslitteratur til at gøre sig klog på den virus, vi alle taler om, og producere et par podcasts om den.

Da vi gerne bringer mange forskningsrelaterede artikler i Fitnews og på fitnews.dk, bruger vi en del tid i dette afsnit på at tale om processen omkring peer reviews – den frivillige kvalitetskontrol af nye publiceringer.

Blandt andet forklarer Anders, hvordan de såkaldte pre-print archives bruges mere end normalt til at gøre videnskab hurtigere tilgængelig lige nu. Det har blandt andet været med til at udbrede den nu debunkede historie om, at cykelryttere kan udsende en slipstrøm af coronavirus på 20 meter.

“Der kan godt være nogle helt konkrete og hårde konsekvenser af, at den kontrol ikke er god lige nu. Der findes alle mulige måder, vi mennesker kan nå frem til forkerte konklusioner på i videnskabelige sammenhænge. Jeg kan godt forstå, der sker det, der sker, men jeg er ikke så stor fan af det,” siger Anders Nedergaard.


Højdepunkter:

0:00 – Anders’ baggrund for at udtale sig om ny coronavirus og covid-19

01:09 – Om den svækkede kontrol af videnskabelige artikler på grund af presset for at få ny forskning frem

05:00 – Hvorfor han ikke bryder sig om den svækkede kontrol og eksempler på uholdbare udmeldinger

06:38 – Anders’ ønske til vores brug af videnskaben i fx politik

09:20 – Om konsekvenserne for folkesundheden af nedlukningen

13:12 – Problemet med de fleste vejledninger om genåbning af fitnesscentre

15:36 – Om de forskellige træningsformers udfordringer


Folkesundheden og covid-19

Anders Nedergaard regner med, at den fortsatte lukning af Danmark – herunder indendørs faciliteter som fitnesscentre – får helbredsmæssige konsekvenser. Dels er der udskydelsen af ikke-akutte behandlinger og den synlige nedgang i lægebesøg.

“Færre lægebesøg er som regel forbundet med et dårligere outcome i det lange løb og det er jo ikke fordi folk har mindre nyre- eller hjertesvigt lige nu. Det kommer igen og måske with a vengeance (med større styrke, -red.),” siger han.

Derudover ser han også nogle store konsekvenser for vores adfærd. Bente Klarlund har tidligere været med-forfatter på et studie i inaktivitet, hvor unge mænd blev sat ned i fysisk aktivitet – til omkring 1.300 skridt om dagen. Her så man, at unge mænd tabte et kilo muskelmasse og fik mere fedt omkring tarmene på bare fire uger.

“Jeg tror, der kommer en bølge af diabetes-diagnoser. Man kan også sagtens forestille sig en bølge af forhøjet blodtryk og måske også noget forhøjet kolesterol-tal, for det er alt sammen noget, der påvirkes tydeligt af inaktivitet,” siger Anders Nedergaard.

Når den danske fitnessbranche får lov at åbne igen, forventer Anders Nedergaard, at flere vil behandle tiden på samme måde, som januar normalt bliver behandlet.

“Jeg er ret sikker på, at fitnessbranchen gerne vil spinne det som en ny januar. Om det så giver mening, ved jeg ikke. Det er stadig meget uklart, hvordan man kommer i gang igen.”


Corona-relaterede afsnit af Fitness M/K