Af Per Andreasen

I denne uges udgave af Fitnews TV taler vi med Henrik Duer, som også har været nødt til at sætte mange af sine aktiviteter på pause under coronakrisen.

Før den anden uge af marts i år havde Henrik Duer både gang i 12-ugers træningsforløb, foredrag, distribution af InBody-målere til træningscentre, undervisning af personlige trænere og kostvejledere i Fitness Institute. Nu arbejder han primært hjemmefra og mødes med klienter på video.

“Alt var virkelig godt, men alt som involverer træning og salg til fitnesscentre er lukket ned lige nu. Det har været positivt, at jeg stadig får henvendelser om online forløb, og jeg har selvfølgelig fuld forståelse for, at meget er sat på pause,” siger han.

Undervisningsforløbene i Fitness Institute har også kunnet flyttes over på video, men her vil der opstå forhindringer senere. Henrik Duer fortæller, at timingen har været heldig i forhold til forløbene, men at der vil komme problemer med den praktiske del, hvis går lang tid, før det bliver tilladt at åbne for undervisningen i klasselokaler.


Højdepunkter

0:00 – Henrik Duer fortæller om den aktuelle situation i sine virksomheder

6:11 – Forventningen til påvirkningen på hans forretning

8:31 – Hvorfor det er vigtigt at forblive synlig i den her tid

9:35 – Henrik Duers forventninger til konsekvenserne for personlig træning

11:40 – Hvorfor det er vigtigt at sælge gavekort og på andre måder sikre likviditet i sin forretning lige nu

14:23 – Henrik Duers planer om TV produktioner fremover

16:01 – Hvorfor du ikke må tage for let på den her krise

17:24 – Om den nye virkelighed, som vil komme med en genåbning af fitnesscentrene


Behovet for kostvejledning og træning vil fortsat være der

Henrik Duer oplever, at mange danskere har et andet fokus end kost og træning lige nu. Derfor er han ikke endnu gået videre med at flytte sine foredrag online, selvom han godt kan se potentialet i video-tjenester. Han har selv tilbudt online Q&A-sessioner for at holde sig i sin målgruppes bevidsthed.

“Behovet for hjælp til vægttab vil altid være der. Jeg læste forleden, at der nu sælges lige så mange poser chips hele ugen igennem som om lørdagen, og salget af alkohol er vist også steget. Så jeg er ikke nervøs for om behovet er der, men jeg tror, der kommer en sløv start for branchen,” siger han.

Henrik Duers bedste råd til fitnessbranchen lige nu er at tilbyde gavekort til træning og på andre måder udvikle nye initiativer, som kan være med til at få likviditet ind på kort sigt, mens det også holder de lokale udbydere i målgruppens bevidsthed.

“Sommeren står for døren, og folk er ikke så meget i fitnesscenteret, så jeg tror, vi er på den anden side af sommerferien, før vi nærmer os normalen og igen har kunder på gulvet. Gør hvad I kan for at øge jeres kendskabsgrad lige nu,” siger han.

Har du et ønske til, hvem Fitnews TV skal tage en snak med om fitnessbranchens udfordringer under og efter coronakrisen? Så send os en mail.