Af Per Andreasen

Den hårde tid bliver nu endnu hårdere for den danske fitnessbranche. I dag har Statsministeriet offentliggjort den længe ventede plan for genåbningen af Danmark efter corona-nedlukningen.

Fitnesscentre, svømmehaller og andre indendørs sportsfaciliteter er tvangslukkede frem til begyndelsen af august, hvor fase 4 af genåbningsplanen indledes – hvis udbredelsen af covid-19 ikke blusser op inden da.

Aftalen om den nye plan er indgået mellem regeringen og alle partierne i Folketinget. I planen har partierne støttet sig til det tidligere omtalte notat om risikoen for smittespredning i de enkelte brancher. Desuden har partierne set på den samfundsøkonomiske effekt af åbningen og omkostningerne ved hjælpepakkerne.

Dog vil flere aktører i fitnessbranchen mene, at definitionen af “den samfundsøkonomiske effekt” er skæv. Politikerne plejer da også at være enige om, at sygdomme har dårlige effekter på samfundsøkonomien. Og en spritny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut viser, at andelen af danskere, der normalt dyrker sport og motion, er faldet fra 55 % før nedlukningen til 39 %.

““Undersøgelsen antyder, at mange er dedikerede til en bestemt aktivitet og ikke til idræt mere generelt. De ser sig selv som for eksempel fodboldspillere og kan finde på at stoppe, hvis ikke deres aktivitet findes. De erstatter den ikke nødvendigvis med noget andet,” siger Steffen Rask, der er analytiker i Idan.

Inaktivitet kan som bekendt føre til mange dårligdomme og har tidligere vist tegn på at være mere skadeligt end fx rygning. Dermed kan en forlænget lukning af fitnesscentrene potentielt føre til et større pres på det danske sundhedsvæsen – til skade for samfundsøkonomien.

Den nye rapport fra Idan kan læses i sin helhed her.

I en nylig undersøgelse fra Henrik Duer – som han dog selv opsætter flere forbehold for resultaterne af, da den er foretaget blandt hans eget publikum på sociale medier – siger 40 %, at de er blevet mindre fysisk aktive. Det bekymrer Henrik Duer, fordi sommeren ofte er en periode med inaktivitet, og en eventuel anden bølge af ny coronavirus kan ende med at holde danskerne fra deres træningsvaner endnu længere ud i fremtiden, som vi også talte med ham om i Fitnews TV forleden.