LOOP Fitness genåbner samtlige 122 danske træningscentre i morgen. I de forgangne tre måneders nedlukning har kæden oplevet en stor loyalitet blandt sine medlemmer.

Under nedlukningen er fællesskabet flyttet fra centrene til de sociale medier, hvor aktiviteten på LOOPs Facebook-sider er steget eksplosivt. Kæden har flere gange ugentligt streamet træningspas, hvoraf de mest sete har over 20.000 visninger. Og medlemmer i hundredvis har delt alt fra madopskrifter til billeder fra hjemmetræning og bekræftet hinanden i, hvor meget de savner at komme i LOOP.

“Det har været nogle hårde måneder at komme igennem for alle i organisationen. Derfor er det fantastisk at mærke den opbakning, vi får fra vores medlemmer. Mange har endda kontaktet os med et ønske om at fortsætte betalingen for at bakke op om LOOP under krisen, selv om vi fra starten meldte ud, at ingen skulle betale for medlemskab i lukkeperioden,” siger Brian Schneider.

Han peger på LOOPs model med lokale franchisepartnere som en væsentlig årsag til det stærke fællesskab. I LOOP er det mange steder ejeren af det lokale center, som står for den daglige drift. Det er med til at give en stærk lokal forankring i nærmiljøet.

Fire nye centre klar til åbning – yderligere tre er på vej

LOOP Fitness har mere end fordoblet antallet af centre de sidste tre år og åbnede i slutningen af februar center nummer 121 i Søndersø. Det var planlagt, at yderligere fire centre skulle åbne i løbet af marts og april. Men som følge af corona-krisen måtte planerne udskydes på ubestemt tid.

Med regeringens beslutning om at tillade træning i fitnesscentre kan LOOP nu snart sætte dato for åbningerne i Ballerup, Tølløse, Hadsten og Bagsværd.

“Sammen med vores partnere har vi ventet tålmodigt på at åbne de nye centre, og vi glæder os rigtig meget til at slå dørene op. Centret i Tølløse åbner allerede sammen med resten af kæden,” siger Brian Schneider.

Yderligere tre nye LOOP-centre åbner henover sensommeren og efteråret. Det er i Risskov og Hinnerup ved Århus og i Vodskov ved Aalborg. Dermed vil fitnesskæden bestå af 128 centre i Danmark.