Af Per Andreasen, onlineredaktør.

De mere end 470.000 medlemmer af Fitness World får nu hjælp til at tage de lange briller på. Fitness World vil være en fitnesskæde, som fokuserer på værdien af en sund livsstil.

I samarbejde med fitnesskædens nye reklamebureau, Boye & Spellerberg, er Fitness Worlds fokus flyttet fra det simple – lave priser og stramme balder – til det langsigtede udbytte af træning.

“Sundhed handler om at have det godt, ikke kun fysisk, men også mentalt og socialt. For mange kan det i perioder glide i baggrunden i en travl hverdag, siger Claus Nielsen, chief marketing & digital officer hos Fitness World i en pressemeddelelse.

Skal skaffe flere kunder i udlandet

Det nye fokus taler ind i en voksende tendens på det danske marked. Men det skal også være med til at sikre Fitness World succes uden for de danske grænser.

Fitness World opkøbte i 2015 fitnesskæden Condizione i Polen og i 2018 den næststørste fitnesskæde i Schweiz, Basefit.ch, med 33 centre.