Vægttab har været en del af fitnessbranchens DNA fra dens spæde begyndelse, men i denne artikel stiller forfatteren spørgsmål ved, om vi i branchen har været gode nok til at tage det fornødne ansvar?

Tekst: Anders Nedergaard, phD, specialkonsulent / Foto: Shutterstock

Den danske fitnessbranche er på vej til at blive voksen. Den star­tede som en vild og uregerlig unge, der gerne ville have det hele. Det var vildt og underligt og rummede nogle af danmarkshistoriens særeste sjæle. Så blev den en smart teenager med pandebånd og pangfarver, og så begyndte den på det tidlige voksenliv, hvor det hele blev meget seriøst, organiseret og forretningsagtigt, og bumlede så efterfølgende ind i en depression i form af krisen i 2008. Nu har den rejst sig fra depressionen og er blevet en kompleks, mangefacetteret og seriøs størrelse. Ikke flere centre, hvor ejeren ved siden af har en parallelimport af koreanske læderjakker og sydafrikanske jordnødder, og hvor alle trænerne kun er trænere, indtil de skal finde sig et “rigtigt arbejde”. Som sagt, fitnessbranchen er så småt ved at være blevet rigtig voksen. Det betyder også, at vi skal til at opføre os som voksne mennesker og tage ansvar for vores gøren og laden i branchen.

Fitness og vægttab har altid hængt uløseligt sammen. Mange ser det endda som fitnessbranchens primære produkt, men hvis branchen lige så gerne vil hjælpe folk, som den vil tjene penge, skal centrene og trænerne til at være bedre til at at sælge noget andet end vægttab, for både markedsføring for vægttabs vejled­ning og selve vejledningen efterlader ofte en del ofre i kølvan­det.

Det lyder måske skørt, men vi ved faktisk ikke, hvordan man gennemsnitligt set skaber blivende vægttab….
Men virkeligheden er, at vi, hvor vi er hele verden, faktisk ikke ved, hvordan man skaber blivende vægttab, med mindre vi da snakker om amputation eller progressive dødelige sygdomme. Dem, der er gamle nok, husker nok: “Motion på recept”-forsøget, hvor man sendte folk til diætist og træning med fysioterapeuter. Da man slap folk efter forsøget, tog de det hele på igen. Der var meget få, der kunne holde fast i deres adfærdsændring. Det samme ser man i alle de andre studier, hvor man forsøger at få folk til at tabe sig. Selv i det største og mest velkontrollerede vægttabs studie nogensinde, LOOK AHEAD, tog forsøgsdeltagerne i gennemsnit halvdelen af deres tabte vægt på igen, så snart de skulle stå for det selv (de havde endda tilbud om månedlige opfølgninger), så deres vægttab i slutningen af opfølgning var 4%. Derudover var der ingen forskel i sygdomsforekomst mellem interventionsgruppen og kontrolgruppen. Når dét er det bedste videnskaben har at byde på, og det ér det, så kan man kun kon­kludere, at vi simpelthen ikke har nogen metode (evidensbaseret eller ej), som vi kan sige gennemsnitligt set giver meningsfulde blivende vægttab.

Markedsføring af fitness har selv fra den spæde start, først og fremmest handlet om at skabe kosmetiske ændringer. Man appellerer til ønsket om at se bedre ud på en eller anden måde. Og skaber i den proces ironisk nok præcis det modsatte resultat.

“Jeg går da i fitness for at få det bedre med min krop”
Lidt kontraintuitivt viser de fleste studier, at dét at gå i fitnesscenter er forbundet med lavere kropstilfredshed og mere forstyrret kropsbillede og forstyrret spisning, end dem der ikke går i fitnesscenter. Der er også rimelig god evidens for, at når man går ind i et livsstilsændrings forløb, og man primært er motiveret af det kosmetiske, så opnår man dårligere kropstilfredshed, end hvis man går ind i det af hensyn til sundhed, præstation i sport eller af sociale årsager.

Da Fitness World startede op i Danmark, åbnede de op med en række reklamer i blade, på busser osv. Med en meget, meget tynd, nærmest anorektisk kvinde i nogle træningssituationer, der var besynderligt seksualiseret. Men lige meget hvordan man vendte og drejede det, så handlede det om at man solgte tyndhed – til kvinder i særdeleshed. Fitness World er ikke alene. Fitness har i de sidste 50 år handlet først og fremmest om udseende. Man appellerer til ønsket om at se bedre ud på en eller anden måde. Og skaber i den proces ironisk nok præcis det modsatte resultat.

Enter vægttabsindustrien
Rigtigt mange i fitnessbranchen lever fuldt og fast i en forståelse af, at man jo hjælper folk, både når man får dem til at ville tabe sig, og når man får dem til at tabe sig – og begge dele er altså sandheder med store forbehold.
Måden, man får folk ind i vægttabs butikken på, er oftest ved at bruge idealiserede billeder af sig selv eller af andre i form af transformationsbilleder. Der er stærk evi­dens for at se den slags gennemsnitligt set sænker folks kropstilfredshed, og når man så har lavere kropstilfredshed, så er man klar til at trykke på “køb”-knappen. Selv mange af dem, der kalder billeder af superkroppen for “inspiration”, oplever i virkeligheden svækket kropstilfredshed. Det er evident, at markedsføringen ikke bare gør opmærksom på at vægttabs vej­ledning findes, men at det skaber sit eget behov.

Hvordan ser det så ud med selve vægttabet? Jo, hvis trænerne klarer sig lige så godt som i de bedste vægttabs studier, så kan vi som hovedregel ikke få langt de fleste til at tabe sig, men kun give dem en tur i vægt karusellen. Hvor meget tror du, dét hjælper folk? For nogle ganske få virker vægttab og bliver blivende, for langt de fleste tager de det meste på igen, og nogle ender endda med at være tungere, og så får de nogle grænsespiseforstyrrelser med i købet.

Markedsføring af vægttabs forløb og Bootcamps er ofte centreret omkring idealiserede før- og efterbilleder, der illustrerer forandringer opnået på 8-12 uger. Desværre ser man aldrig de samme personer efter 12, 24 eller 36 måneder, hvilket ellers bedre ville kunne illustrere om et vedvarende vægttab reelt var opnået.

Mange trænere ser ikke videre end til slutningen af klientens forløb. De vil bare gerne flå nogle kilo af folk, så både træner og klient er glade, og man synes, man har gjort sit arbejde. Men hvad sker der, når man slipper klienten. Gennemsnitligt set det samme som der sker i alle de store vægttabs studier – at folk tager stort set det hele på igen. Fra trænerens perspektiv er dét jo lige meget, for fru Jensen, der lige har tabt og taget 10 kg på igen, er jo enten klar til at være kunde i “butikken” igen, eller også skammer hun sig så meget, at hun finder en anden træner til næste runde.

Prøv at forestil dig en bank, der lovede folk et højt afkast på en investering (din tid), til gengæld for at du betalte for deres tid (betaling for boot camp/personlig træner), men hvor det kun virkede for 10-15% af kunderne, og hvor der var lige så mange, som endte med færre penge end de startede med! Er det et tilbud, du ville benytte dig af? En forretningspraksis, som du synes er god? Alligevel fylder vægttab utroligt meget i personlig træ­ning både online og fysisk.

Hvad skal vi gøre anderledes?
Det er ikke, fordi det her med vægttab ikke kan have sin plads. Der findes masser af fornuftige grunde til at ville tabe sig. Men hvis man får en klient ind, der har 2-3 mislykkede vægttabs forsøg bag sig og tilbøjeligheder til dårligt kropsbillede og forstyrret spisning eller noget, der minder om overspisnings episoder, så er chancerne for, at man kan hjælpe dem som almindelig personlig træner altså lav. Heldigvis er der i de senere år sprunget en del uddannelser og koncepter indenfor “blød kostcoaching” op, f.eks. vanecoaching, madmentor og kognitiv kostvejledning osv., som kan tilbyde nogle af de værktøjer, der skal til for, at man kan hjælpe, hvis ikke klienten da bare skal henvises til en specialist.

Som træner og/eller kostvejleder kan man gøre en kæmpe forskel til at sørge for, at mennesker får en krop, de er gladere for at bo i og en adfærd, de har det bedre og nemmere med. Men hvis ikke man prøver på at individualisere indsatsen til sine klienter, så er det kun et spørgsmål om tid, før man gør alvorligt skade på nogen i form af spiseforstyrrelser. Det siges, at “for en hammer ligner alting et søm”, og det er i særdeleshed noget, der gælder for trænere. Hvis man har været vant til at rive kilo af folk, så skal man altså, hvis man gerne vil gøre det med moralen i orden, enten begyn­de at arbejde på en anden måde, eller begynde at screene sine klienter, så man undgår dem, der taber sig for at blive gode nok og ofte har en masse ture i vægt karusellen i forvejen. Der kan man næsten kun gøre mere skade end gavn, hvis man hiver dem gennem vægttabs­ maskineriet.

Udover de blødere coaching værktøjer, så kan man faktisk også hjælpe folk med at få sundere adfærd, blive tryggere og stærkere i deres krop og bevægelser uden, at vægttab er et eksplicit mål (men ofte en velkommen bivirkning). Det er også en voksende trend blandt personlige trænere, at man i stedet for at fokusere på det kosmetiske, fokuserer på træningshåndværk, bevægelseskompetence osv. – altså læring og mestring frem for affedtning.

Men forskellige trænere er gode til forskellige ting, og det går sjældent dem godt, der forsøger at være gode til det hele på een gang. Lad dog nærværende artikel være et opråb til ikke bare at være en hammer, der hamrer søm, for ofte er hverken hammer eller søm det bedste værktøj til at hjælpe folk.

Der her med at gå væk fra den meget kosmetisk/æstetisk funderede historie, ser man også i Fitness World, der har skiftet den tynde unge kvinde ud med hr. og fru Danmark. Nu sælger man ikke længere udseende men træning og en mere fluffy livskvalitet. Hvis man så VIL afsted og have store buler med striber i, er der jo sådan set en masse steder, man kan få det.