En række center-ejere og personlige trænere var i februar inviteret til Club Industry Day. Her fik de input til deres markedsføring fra værterne CMS Denmark.

Af: Per Andreasen

Hvordan håndterer vi de største udfordringer for fitnessbranchen i år? Det gav CMS Denmark deres svar på til arrangementet Club Industry Day i Slagelse i februar. Dagen var samtidig en markering af relanceringen af CMS Denmark.

Nogle af dagens vigtige pointer var, at danske fitnesscentre og personlige trænere skal blive bedre til at gøre medlemmer og kunder til ambassadører.

Selvom gæsterne kom fra hele landet og har forskellige udfordringer, lod alle til at få brugbare tips med sig hjem.

“Thor og Viking giver konkrete eksempler, som er letanvendelige. Jeg skal bruge belønninger og sørge for at få flere henvisninger fra tidligere klienter,” siger Martin Pedersen, personlig træner hos Fit & Sund Aarhus.

Tjen flere penge på fitnesscentre

Et andet vigtigt budskab fra CMS Denmark var, at der er flere penge at tjene for fitnesscentre, crossfit-bokse, personlige trænere og andre aktører i fitnessbranchen, hvis de bliver bedre til at kommunikere deres værdi.

Viking Bergström fra CMS Sweden holdt et oplæg, hvor han understregede, at kunderne vil fokusere på pris, indtil man giver dem noget andet at fokusere på.

“Værdien af fitness er ikke 149 kr. om måneden. Det er værdien af et bedre og længere liv med færre smerter,” sagde Viking Bergström.

Det budskab gik rent ind hos både Claus Aagren, indehaver af Crossfit Aros, og personlig træner Heidi Dehn.

“Der er et behov for at fokusere på vores prissætning. Vores største udfordring er at forklare folk, hvorfor vi kan generere større værdi end andre steder, så vi kan tage højere priser,” sagde Claus Aagren.

Hør flere kommentarer fra deltagerne i klippet her.