LOOP Fitness har i 2019 lukket det center, som kæden åbnede i millionbyen Guangzhou i 2018.

“Det er desværre ikke lykkedes at skabe et bæredygtigt setup i Kina, og derfor er aktiviteterne indstillet for nuværende,” siger Brian Schneider, adm. direktør i LOOP A/S i en pressemeddelelse.

Han kan til gengæld glæde sig over en positiv udvikling i Polen, hvor der arbejdes på yderligere etableringer foruden det eksisterende LOOP-center i Warszawa, som åbnede i 2018. Desuden er kæden i forhandlinger om at etablere LOOP på endnu et nyt marked, som forventeligt bliver afsløret senere i dag.

I Danmark fortsætter væksten for Danmarks næststørste fitnesskæde. Det netop godkendte 2019-regnskab fra kædeselskabet LOOP A/S viser en stigning i resultatet før skat fra 7,6 til 11,0 mio. kroner. Inden udgangen af marts 2020 runder LOOP-kæden 125 centre i Danmark. Den store interesse fra medlemmerne giver også øget interesse fra investorer.

“For en franchise-forretning som vores er det af stor betydning, fordi det øger interessen for at investere i LOOP-konceptet. Det gælder ikke mindst blandt vores eksisterende franchisepartnere, hvor flere udnytter den positive udvikling til at udvide deres forretning med et center mere, siger Brian Schneider.

LOOP Fitness har tidligere vurderet, at der er plads til cirka 150 LOOP-centre på det danske marked. Det tal er nu opjusteret med en forventning om, at LOOP-kæden kan få sit cirkeltræningskoncept ud i omkring 180 centre i Danmark over de næste 3-4 år. En stor del af de 50-60 kommende centre er tiltænkt en placering i hovedstadsområdet, hvor LOOP Fitness i løbet af det seneste års tid har satset markant med flere nyåbninger; blandt andet på Sluseholmen, på Østerbro, på Frederiksberg, i Valby og senest på Nørrebro, hvor LOOP åbnede 25. januar.

Det netop godkendte regnskab giver igen Brian Schneider, adm. direktør i LOOP A/S grund til at smile. Foto: LOOP Fitness