Container Living, som bolig- og erhvervsløsninger i ombyggede containere, har opkøbt fitness-konceptet Contrainer.

Det lille, mobile fitnesscenter blev skabt i samarbejde af den træningsvante trio Anders Nedergaard, Mette Lehmann og René Just Jensen. I modsætning til de tre skabere af konceptet har Container Living allerede kunderne, som Contrainer kan sælges til, når de bygger boliger. Planen er at give beboere nem adgang til effektiv træning lige uden for døren.

”Vi har løbende arbejdet sammen med Contrainer, og vi synes det er et innovativt og fedt produkt, som går godt i spænd med vores koncept. Samtidig er vi ikke i tvivl om, at vi gerne vil tilbyde Contrainere som en facilitet i vores bebyggelser og sikre den fremtidige udvikling af konceptet. Derfor gav det god mening for os at erhverve konceptet,” skriver CEO i Container Living, Brian Gade i en pressemeddelelse.

Skal skabe socialt fællesskab

Container Living arbejder aktivt med de fysiske rammer og det sociale fællesskab i bebyggelser. Beboerne skal trives, og her er fysisk aktivitet vigtigt.

”Contrainer er et fysisk element, der direkte er med til at styrke fællesskab og velvære, både for krop og sind. Jeg ser en stor styrke i, at vi kan tilbyde denne form for facilitet i vores bebyggelser, hvor man i det fri kan dyrke fællesskabet samtidig med at man er fysisk aktiv, og gør noget for sig selv. Det er mental og fysisk velvære på samme tid,” siger trivselskoordinator Jesper Koed.

Contrainer er et udendørs træningscenter klar til brug. Med træningsudstyr til styrke-, cirkel-, kredsløbs- og kropsvægtstræning, ribber, stænger og kroge til at sætte træningsudstyret fast – og træne direkte i.