Et stillesiddende liv er farligere for dit helbred end rygning, hjerte-kar-sygdomme og diabetes. Sådan lyder konklusionen på et nyt studie fra Cleveland Clinic i USA.

Studiet har fulgt 122.007 mennesker. Og konklusionen er klar: Det medfører øget dødelighed at være i dårlig form.

“Det bør nærmest behandles som en sygdom med en kur, og den kur hedder motion,” udtaler dr. Wael Jaber, kardiolog og seniorforsker til CNN. Og han siger yderligere at: “Hvis en konditionstest viser, at man er i dårlig form, har man højere risiko for at dø, end hvis man har forhøjet blodtryk eller diabetes eller er ryger. Vi har aldrig set så klart et resultat som det her.”

I forbindelse med offentliggørelsen af studiet i tidsskriftet JAMA Network Open anbefaler forfatterne, at man i stedet for at bruge massive beløb på at behandle patienter med diabetes bruger pengene på at få folk til at motionere.

Studiet viser, at folk, der lever et stillesiddende liv, har tre gange så høj dødelighed som rygere.

Undersøgelsen afliver også myten om, at det medfører øget dødelighed at motionere for meget.

Selv dem, der motionerer på et ’ekstremt niveau’, lever længere end de inaktive.