Livsstilshuset ved Morten Elsøe rammer et populært emne med det nye kursus Evidensbaseret Ernæring. Det første hold var ovenud begejstret, og efterårsholdet er allerede tæt på at være udsolgt.

Tekst: Per Andreasen, onlineredaktør, Fitnews.dk.

Aspartam, sukker og gluten vil med 100 % sikkerhed give dig de mest afskyelige former for kræft – hvis vi altså skal stole på sejlivede synsninger fra personer, som ingen faglig ballast har.

Men det skal vi ikke, hvis det står til Morten Elsøe og Nikolaj Bach. I stedet skal vi forholde os til, hvad forskningen viser os.

“Hvis al den forvirring var på et andet område – fx mode – så var det jo fint. Men på sundhedsområdet kan det være med til at gøre folks liv kortere og fyldt med angst,” siger Morten Elsøe.

Han og Nikolaj Bach har længe sat deres fagligt funderede præg på debatten om ernæring og fandt tidligere på året sammen for at udvikle kurset Evidensbaseret Ernæring til formålet.

“Min virksomhed er lidt en enmandshær, så jeg har længe ledt efter nogle at samarbejde med om kurser. Jeg stiller meget højere krav til kvaliteten af undervisningen, end jeg selv kan indfrie over flere dage. Derfor giver det god mening for mig at alliere mig med Nikolaj,” siger Morten Elsøe.

De afholder lynkurset to gange om året – den ene i Århus og den anden i København.

Morten Elsøe er cand. scient i molekylær ernæring og fødevareteknologi. Nikolaj Bach er bsc. scient i medicin med industriel specialisering og personlig træner hos Fisker Performance.

Opbakningen til den videnskabelige tilgang er så stor, at efterårsholdet, som afvikles 25.-27. oktober i København, allerede er tæt på at være udsolgt.

39 ting du skal vide om ernæring og sundhed

“Kalorieoverskud er kilden til overvægt. Kalorieunderskud giver vægttab. Det betyder ikke, at det er nemt at tabe sig. Men det bliver ikke nemmere af alle de gimmicks, der konstant er nogle, der vil sælge.”

Så klart opsummerer Morten Elsøe den vigtigste pointe fra Evidensbaseret Ernæring.

Den samme pointe har Nikolaj Bach skåret ud i pizzaæsker. Han gjorde sig hakket og sommerklar på “pizzakuren” i 2018 – et samlet opgør med de fleste madmyter serveret som en effektiv slankekur.

Kurset rummer også 38 andre helt afgørende sandheder, som klæder private og professionelle på til at undgå og bekæmpe forvirring om sundhed.

Et eksempel er light-produkter, som kan være et godt redskab i kampen mod overvægten, men som har ry for at være farlige.

Aspartam er ikke farligt

Sødemidlet aspartam er en af de mest omdiskuterede ingredienser på det område.

Kritikken bygger i dag på de samme uholdbare kritikpunkter, som blev sat i omløb i et digitalt kædebrev tilbage i 1997. Her nævnes rotteforsøg, som skulle dokumentere, at aspartam er kræftfremkaldende.

Det nævnes dog ikke, at rotterne fik ren aspartam i mængder, som svarer til, at et voksent menneske skulle drikke omkring 700 liter Cola Zero på en enkelt dag.

I de mængder vil risikoen for at få kræft være det mindste problem, da 4-5 liter vand om dagen over længere tid vil skade nyrerne, mens voksne mennesker er døde af at have drukket 9-10 liter rent vand i løbet af et par timer.

“Det er et godt eksempel på, at så snart du har spredt misinformation, vil der for evigt være nogle, der tror på den og viderebringer den,” siger Morten Elsøe.

Sund fakta for børnenes skyld

Evidensbaseret Ernæring afsluttes med en prøve, og deltagerne får udleveret et kompendium på 80 sider. Det skal give dem ballast til at dokumentere, hvorfor madmyterne er usande.

Morten Elsøe håber, at det vil forstærke deltagernes lyst til at bekæmpe usandheder om sundhed.

Han er selv far og ser gerne, at de mest usunde kropsidealer og skadelige fordomme om helt almindelige fødevarer er lagt i graven, når hans to piger bliver store nok til at blive påvirkede af det.

“Chancerne er nok slim to none. Men kurset er også først og fremmest for deltagernes egen skyld. Kliniske diætister bruger alt for meget af deres tid på at aflive myter. De er ydmyge, og det er en stor kvalitet. Men det gør dem også usikre, fordi de hører de samme uholdbare påstande så tit. Når vi skal hjælpe andre, er vi nødt til at have styr på de emner, som klienterne kommer ind med.”

Kurset punkterer madmyter som…

  • Kulhydrater er i sig selv fedende
  • Aspartam fører til mange sygdomme
  • Sukker får kræftknuder til at vokse
  • Gluten giver gigt, kræft, astma, sklerose og autisme
  • Din krop har brug for en detox-kur

Læs mere om Evidensbaseret Ernæring eller tilmeld dig kurset.