Der er flere og flere danske unge, der dyrker fitness som deres primære idrætsform, men samtidig er de danske unges kropstilfredshed den laveste i Europa. Endda på trods af at de danske unge også er blandt de slankeste i Europa.

Tekst: Anders Nedergaard, PhD, Specialkonsulent / Foto: Shutterstock

Det er naturligvis altid svært at vide, hvorfor sådanne tendenser kan eksistere på tværs af en stor del af det nationale fællesskab, men det er ret veldokumenteret, at eksponering for billeder og/eller video af idealiserede kroppe gennemsnitligt set svækker kropstilfredsheden.

Her spiller de billedbaserede sociale medier naturligvis en kæmpe stor rolle, men det er svært at forestille sig andet end at markedsføringen af diverse fitness- og livsstilsprodukter ikke også er på spil.

Fitnesskæderne er nok blevet bedre i denne henseende, men til gengæld er de selvstændige personlige trænere blevet meget afhængige af de online markedsplads, og her virker muskelportrætter og tranformations-billeder bare forretningsmæssigt bedre end selv den viseste tekst om hvad, hvorfor og hvordan man skal gøre noget.

Hvor kommer utilfredshed med kroppen fra?

WHO har i 2015 afsluttet første runde af en pågående undersøgelse af de unge drenge og pigers vægt og kropstilfredshed i det meste af verden. Det er den eneste undersøgelse, hvor man i så stor skala har sammenlignet unges svar på spørgsmål om, hvordan de har det med deres krop.

I undersøgelsen har man spurgt børn og unge, om de var overvægtige (defineret som BMI over 25), om de synes de var overvægtige og om de havde prøvet på at tabe sig inden for de sidste 6 måneder. (Tallene kan hentes fra https://gateway.euro.who.int/en/). Her så man altså, at de danske unge er blandt de slankeste i Europa, både for drenge og piger (figur 1).

Men på trods af dette så rapporterer de selv, at flere af dem synes selv, de er tykkere end i vores umiddelbare nabolande (Figur 2). Denne forskel bliver primært drevet af svarene blandt pigerne, mens drengene ligger på samme niveau som for vores nabolande. Men det er altså 48 % af de 13-årige danske piger, der synes de er for tykke og 54 % af de 15-årige.

Når man så går over til at spørge dem, om de aktivt har gjort noget for at tabe sig, så bliver forskellen endnu mere markant. Her ligger de danske piger højst i hele WHO undersøgelsen, og drenge er faktisk også kommet “med”. Men hele 44 % af de 15-årige danske piger har gjort noget for at tabe sig og 37% af de 13-årige!

Den slags undersøgelser skal for god ordens skyld altid tages med en række forbehold, da der kan være forskel i, hvor villigt respondenter slipper sensitive svar, hvordan spørgsmålene er formuleret, og at det ikke er sikkert, at respondenterne er repræsentative.

Det tyder ikke desto mindre på at langt flere af de unge, særligt pigerne, har problemer med deres kropstilfredshed. Dette er i øvrigt bakket op af en lang række andre undersøgelser, som viser, at dén eksponering, som de sociale medier rummer, gennemsnitligt set har en negativ effekt på kropstilfredsheden

Hvad betyder eksponering af idealiserede kroppe for folks kropsbillede?

Det er efterhånden meget veldokumenteret, at selve dét at blive udsat for billeder, video eller på anden måde indtryk af såkaldte idealiserede kroppe og adfærdstyper akut påvirker vores kropstilfredshed. Der findes en lang række validerede psykometriske værktøjer, der måler forskellige aspekter af kropstilfredsheden, og forskningen viser ret klart, at det er noget, som de fleste mennesker bliver påvirket negativt af.

Idealiserede kroppe eller adfærd dækker over kroppe og adfærd, som vi på en eller anden måde har en fortælling om er attraktiv eller ønskelig. Det kunne være den meget slanke krop for kvinder (selvom der nu om dage også findes en idealisering af den muskuløse kvindekrop – (“strong is the new skinny”) eller den meget muskuløse mandekrop.

Og det er ikke kun dem, der i forvejen har et lavt kropsbillede, som bliver påvirket. Selv folk med et godt kropsbillede bliver, gennemsnitligt set, påvirket, omend ikke lige så meget. Det er naturligvis ikke alle, der bliver påvirket i lige høj grad, og nogen bliver slet ikke påvirket, men som en statistisk betragtning ud over større grupper ser det ud til at være sådan, det forholder sig. Det er der temmeligt god videnskabelig overensstemmelse for.

Der er således f.eks. lavet studier, hvor man har eksponeret folk for billeder og video af idealiserede kroppe og målt forsøgsdeltagernes kropstilfredshed med validerede værktøjer til dét, ligesom der er lavet studier, hvor man sammenholder brugen af sociale medier (f.eks. hvor lang tid, eller hvem, hvad og hvor mange man følger).

Dét er der samlet op på i systematiske reviews og meta-analyser for både mænd1, publiceret i “Journal of clinical and social Psychology”, og for kvinder2, publiceret i “Frontiers in Psychology”.

Det er ikke kun dem, der i forvejen har et lavt kropsbillede, som bliver påvirket. Selv folk med et godt kropsbillede bliver, gennemsnitligt set, påvirket.

FOMO – fear of missing out

Hvis man således kan udløse en bevidst eller ubevidst opfattelse af kropsutilfredshed og måske endda utilstrækkelighed i en betragtelig del af de eksponerede, så har man også en gruppe folk, der er mere sandsynlige kunder i de butikker, som sælger produkter, der skal forandre ens krop i retning af de idealiserede, man lige har udsat dem for. Man har, som den observante læser nok har opdaget, etableret det såkaldte “fear of missing out”, der er en af de flittigst benyttede markedsføringsteknikker.

Dét med at bruge den idealiserede krop er promovering er naturligvis ikke noget man kun kan klandre fitness industrien for. De sociale medier og særligt de mere billedbårne af dem, inviterer til at etablere sociale hierarkier, der er baseret på ting der “ser ud” af noget, så de bliver naturligvis også brugt til at forme personlige brands, som særligt de kvindelige instagram profiler, med en ekstremt poleret fremstilling af sig selv, vidner om. Men når man kigger på de forskellige aktører i fitnessbranchen og deres reklamer, er det let at se, at dét er, hvad der sker.

Når ret skal være ret, så har fitnesskæderne i ret vid udstrækning sadlet om. Fitness Worlds første reklamekampagne fremviste en afklædt køn lyshåret dame, der var bekymrende tynd, men på ingen måde ellers fremviste spor efter fysisk træning (man kunne vel kalde det #thinspiration), men efterhånden rummer de store aktørers reklamer folk i flere aldersgrupper og flere kampagner, hvor det ikke er kroppens udseende, der er i fokus. Så langt, så godt.

Til gengæld er der kommet et væld af selvstændige personlige trænere og influencers, der meget tydeligt bruger den idealiserede, og ofte uopnåelige uden krudt, krop, som deres primære markedsføringsværktøj. Mange bruger endda billeder fra fitness/BB-konkurrence form, som en del af deres markedsføring, der vel at mærke ikke er rettet mod kompetitive fitness eller bodybuilding atleter, men mod almindelige motionister.

Og når det ikke er deres egne kroppe, der fremvises, er det transformationsbilleder med klienter, der har tabt sig så eller så meget på så eller så kort tid. Dét er noget, der rykker i tegnebogen hos trænerne. Det er bare også noget, der rykker det kollektive kropslige mindreværd hos resten af befolkningen. Det har simpelthen bare en pris for rigtigt mange mennesker at markedsføre sig på den måde.

Operationaliseringen af træning

Når man i markedsføringen af træningsprodukter fokuserer meget på det kosmetiske og vægttab, så inviterer det også i høj grad til, at selve træningen også bliver operationaliseret, forstået sådan, at formålet med træningen bliver ikke at træne, men det bliver et middel til et mål. Det er efterhånden ret veldokumenteret i den del af forskningen, der handler om adfærdsændringer, at når man gør dét (operationaliserer adfærden), så giver det dårligere fastholdelse af adfærdsændringen og endnu vigtigere: Ringere fremgang i kropstilfredshed, selv når det kosmetiske og vægten flytter sig.

Så for at bøje det i neon, så er træning, hvor sportslig præstation eller fysisk ydeevne mere generelt er drivkraften, gennemsnitligt set forbundet med større fremgang i selvbillede og bedre fastholdelsesgrad end når udseende eller vægttab er målet. Naturligvis er folk forskellige, og der er nok mange, som har det fint med at tænke på træning på den meget operationaliserede måde, men som gennemsnitsbetragtning, så er det problematisk.

Dét betyder, at hvis man rent faktisk vil bidrage til at flest muligt har det godt og ikke bare ser godt ud, så er man nok nødt til at slå mere af sit fokus over på at fortælle historier om, hvordan man bliver dygtigere til at bruge sin krop, bliver del af et fællesskab og bliver et gladere menneske, for disse ting er forbundet med større kropstilfredshed – og i det lidt længere løb, bedre fastholdelse i ens butik.

Markedsføring, moral og moneter

Det giver mening, hvis man gerne vil sælge et produkt, at man selv forsøger at skabe et community eller endnu bedre et samfundsomfattende socialt hierarki, hvor opstigning i dette hierarki forudsætter forbrug af dette produkt.

Problemet er altså bare, at dette hierarki bliver 1) ekskluderende, 2) øger indgangsbarriererne for rigtigt mange, 3) at det bidrager til mindreværd, der kommer til udtryk som svækket kropstilfredshed og 4) måske ultimativt bidrager til den stigning i spise- og træningsadfærdsforstyrrelser, vi ser.

Hvor de store etablerede aktører som fitnesskæderne er begyndt at kommunikere bedre i denne henseende, så er der kommet en lang række selvstændige personlige trænere ind, der fylder rigtigt meget på de sociale medier og bruger alle de billige tricks, som den mere etablerede del af branchen selv voksede fra for 10 år siden. På mange måder står de selvstændige personlige trænere og coaches uden for den mere formelle del af branchen, hvilket betyder, at de på mange måder ikke står lige så meget til ansvar.

Hvis fitnessbranchen som helhed skal gøre sig selv for alvor relevant i forhold til folkesundheden og kropskulturen, skal den gøre mere for at åbne nogle sociale hierarkier, der ikke handler om at være jacked, tynd, “være en trænings-type”, men om at være dygtig til en form for idræt, en del af et fysisk aktivt fællesskab eller noget helt andet.

Det kræver også, at man i højere grad italesætter en slags moralsk kodeks i forhold til markedsføringspraksis og tager afstand fra dem, der meget entydigt ikke overholder det ved at virke ved at etablere kropsligt mindreværd og skabe FOMO.

FOMO
Er forkortelsen for “fear of missing out”, en flittigt benyttet markedsføringsteknik. Hvor der skabes en bevidst eller ubevidst opfattelse af krops utilfredshed og måske endda utilstrækkelighed hos en betragtelig del af dem, der eksponeres for denne markedføring med det formål at skabe potentielle kunder til de udbydere, der sælger produkter, som kan forandre kroppen i retning af det ideal, man har eksponeret dem for.