Der er stadigvæk mange kvinder, som holder op med at bevæge sig, når de venter sig. Det kan være, fordi de er utrygge ved at fortsætte deres træning eller ganske enkelt ikke kan forene billedet af en graviditet med træning. Mens andre med lyst til at træne er usikre på, hvor aktive de må være, når barnet er på vej.

Og det er ganske forståeligt, for der er vel næppe et område, hvorpå der findes så mange myter og spørgsmål som omkring graviditet, fødsel, kost og træning.

sund graviditet lotte arndal

Men er du i tvivl, så er den gode nyhed, at det behøver du ikke være længere. For med udgangspunkt i 25 års erfaring med træning af kvindekroppen – andres og sin egen – samt 15 års erfaring som mor, har Lotte Arndal skrevet bogen Sund Graviditet, der giver gode råd og vejledning til ikke alene, hvordan man som gravid kommer godt igennem ikke blot de 9 måneder før en fødsel, men også de efterfølgende 9 måneder.

Bogen er opbygget i to afdelinger og dækker tiden 9 måneder før og 9 måneder efter den store dag. Begge bogens dele indeholder et centralt  kapitel om træning af mave og bækkenbund.

Derudover er der udstrækningsøvelser, styrkeøvelser og gode råd til konditionstræning, samt anvisninger til kost. Det hele er leveret letlæseligt og udtænkt sådan, at du har de bedste forudsætninger for så hurtigt som muligt at blive stærk, slank og i god form igen efter fødslen.

I en tid, hvor quick-fix løsninger synes at være svaret på alt, er det befriende, at denne bog bygger på et solidt videnskabeligt fundament. Der er masser af gode indspark til, hvordan du skræddersyr din træning, så den tilpasses din gravide krop, og så du opnår en god og sund graviditet.

Der er input til kost, kosttilskud og søvn, og hvordan du sikkert og effektivt genvinder din form efterfølgende. Og selvom det kræver en indsats at følge bogens råd og vejledning, efterlader Lottes egen entutiasme og personlige anekdoter læseren med en sikker overbevisning om, at indsatsen bliver belønnet i form af bedre humør, mere energi og overskud.

I bogens forord skriver, professor Bente Klarlund “Bogen er til alle, der ønsker at vide mere om baggrunden for at anbefale fysisk aktivitet i graviditeten, f.eks. fitnessinstruktører, fysioterapeuter, sygeplejersker og jordemødre,” og det er et statement, der er svært at være uenig med.

Sund Graviditet er udgivet af Gyldendal, er på 276 sider og fås til 299,95 kr. eller som e-bog til 199 kr.

Du kan læse udsnit af bogen gratis hos Gyldendal.