Et nyt studie viser, at instruktører kan give medlemmer et mere positivt syn på dem selv ved at fokusere på andet end vægttab.

Af: Per Andreasen

Hvis du fokuserer på dine medlemmers forbedre styrke og helbred, kan du give dem et endnu bedre udbytte af træningen. Det viser en ny undersøgelse foretaget på det amerikanske Northwestern University.

203 college-studerende kvinder blev tilfældigt fordelt på hold, hvor instruktørerne motiverede med hvert deres fokus.

Den ene type instruktør fokuserede på kvindernes udseende med udtryk som “blast that cellulite” (spræng den appelsinhud, red.), mens den anden type fokuserede på træningens andre effekter med udtryk som “tænk på hvor stærk du bliver”.

Alle deltagerne oplevede en øget tilfredshed med deres kroppe. Men kun deltagerne på de hold, hvor instruktøren bl.a. fokuserede på styrke og hurtighed, var meget mere positive omkring deres egne kroppe.

Alle deltagere i forsøget skulle efterfølgende beskrive sig selv. Deltagerne på de sundheds-fokuserede hold brugte ord som “stærk” og “realiseret”.

De instruktører, som talte om kvindernes udseende, efterlod tilsyneladende et negativt indtryk i løbet af den korte træning. Deres “medlemmer” brugte ord som “flov” og “væmmes”, når de efterfølgende skulle beskrive deres egne kroppe.

“Alle kvinderne gik igennem de samme øvelser i det samme rum med den samme musik. Men ved bare at ændre instruktørens ord påvirkede vi deres følelser for dem selv. Hvis vi vil have folk til at blive ved med at træne, skal vi få skammen ud af ligningen. Vores studie viser en let og gratis måde, fitnessinstruktører kan gøre deres timer meget sundere, inkluderende og inspirerende,” siger Renee Engeln, der er professor i psykologi og hovedforfatteren bag studiet.


Kilde: Renee Engeln, Margaret Shavlik, Colleen Daly. Tone it Down: How Fitness Instructors’ Motivational Comments Shape Women’s Body Satisfaction. Journal of Clinical Sport Psychology, 2018