Den engelske premium fitness, spa og wellness kæde “David Lloyd Leisure” har med erhvervelse af Health City nær Frankfurt udvidet sin virksomhed til Tyskland og planlægger at investere mere end 70 mio. kr. til renovering, rebranding og udvikling af stedet, som led i planerne om at gøre det til det førende fitnesscenter i regionen.

Arbejdet vil omfatte komplet renovering af gym, to gruppestudioer og cafe, samt opførelse af nye indendørs og udendørs swimmingpools, en udendørs spa-have og terrasse.

Derudover vil spa, indendørs omklædningsrum og indendørs tennisbaner blive fuldstændig renoveret.

Efter overtagelsen har David Lloyd Leisure nu 15 lokationer i Europa – med steder i Holland, Belgien, Spanien, Irland, Italien, Frankrig og nu Tyskland – ud over deres 99 klubber i Storbritannien.

Selskabet vil fortsat søge ekspansionsmuligheder “på tværs af Europa”, herunder opkøb og etablering af nye centre og mener, at der er et stort uudnyttet marked for familie­fokuserede sundheds- og fitnesscentre i Tyskland, Spanien, Holland, Belgien, Irland og Italien.