Få indblik i hvad “kvalitet” betyder, når man taler om proteintilskud. Og om der i det hele taget er nogen større forskel imellem produkterne på markedet.

Tekst: Anders Nedergaard, PhD / Foto: Shutterstock

Proteinpulver er fortsat den største kategori af kosttilskud, og det repræsenterer et enormt marked, der efterhånden har bredt sig fra bodybuilding segmentet til helt almindelige hr. og fru Danmark segmentet.

Det er helt tydeligt, at et af de værktøjer, som producenterne forsøger at bruge for at overbevise kunderne om, at deres produkter er bedre end konkurrenternes, er en italesættelse af kvalitet.

Men hvad betyder “kvalitet” egentlig, når man taler om proteintilskud? Og kan man overhovedet tale om, at der er så stor forskel mellem produkter, at det giver mening?

Eller er det bare helt almindelig markedsføringsgøgl? Nærværende artikel diskuterer dette med særligt fokus på valleprotein (eng: Whey).

Hvorfor er det relevant at tale om proteinkvalitet?

Det er det måske i virkeligheden heller ikke, men folk eller virksomheder, der sælger kosttilskud, har brug for at positionere deres produkt i forhold til de andre.

Og det gør de ofte via påstande om “bedre kvalitet”, de kan slippe afsted med.

Men proteinkvalitet er, som vi skal gennemgå senere, langt fra et entydigt begreb, og påstandene ender derfor som regel med enten at være decideret vildledende eller i bare at være floskler uden reelt indhold.

Hvad er proteinkvalitet?

En fødevare har eller kan have mange kvaliteter, og selv begrebet proteinkvalitet er ikke entydig.

Det kan nemlig både henvise til den mejeritekniske proteinkvalitet og den ernæringsmæssige proteinkvalitet. Endelig kan man tale om effekten på mave/tarm systemet.

Den mejeritekniske kvalitet af protein

Den mejeritekniske kvalitet siger noget om, hvordan proteinet opfører sig, når det tilsættes andre fødevarer.

Proteiner bruges nemlig ofte som tilsætning til andre fødevarer, særligt for at regulere konsistens og hvor meget vand, der bindes i fødevaren.

Denne kvalitet måler man i nogle tests, hvor man måler, hvor bestandigt skum proteinpulver kan give efter rystning i vand, hvor let det bundfældes i vand uden omrøring, og hvor fast en gele det kan danne efter opvarmning i vand.

Men som du nok kan regne ud, har det bare ikke særligt meget at gøre med, hvor godt det virker, når det bruges som proteinpulver.

Og her er det værd at bemærke, at forskellige proteinpulvere med samme ernæringsmæssige kvalitet kan have ret forskellige mejeritekniske kvaliteter, som afhænger af graden af denaturering, saltindhold og kornstørrelsen i pulveret.

Disse egenskaber har bare ikke noget at gøre med, hvor godt det fungerer som proteinkilde i ernæringen.

Den ernæringsmæssige kvalitet af protein

Nå, tilbage til det ernæringsmæssige.

Den ernæringsmæssige proteinkvalitet siger noget om, hvor god en proteinkilde er til at levere aminosyrer til kroppens egen produktion af proteiner.

Historisk har man angivet det med et af flere forskellige mål, nemlig PER (protein efficiency ratio), NPU (Net protein utilization) eller BV (biological value).

De har dét tilfælles, at man har bestemt dem ved at give nogle dyr én bestemt føde over flere uger, og så har man målt, hvor meget af kvælstoffet fra føden, der bliver siddende i kroppen, og hvor meget der er sluppet ud med afføringen.

Det lader sig af flere gode grunde ikke så godt gøre for mennesker, og derfor har WHO og deres ernæringsfaglige organ anbefalet, at man i stedet bruger PDCAAS (protein digestibility-corrected amino acid score) og sidenhen DIAAS (digestible indispensable amino acid score), da de bedre reflekterer proteinernæring i mennesker.

I udregningen af både PDCAAS og DIAAS udregner man den fordøjelighedskorrigerede mængde af hver af de essentielle aminosyrer.

Fordøjelighedskorrektionen tager højde for, at ikke alt optages lige godt. De fordøjelighedskorrigerede mængder dividerer man så med en behovsnøgle, så man for hver enkelt aminosyre får en ratio af, hvor meget der er i forhold til denne behovsnøgle.

Den laveste af disse ratioer bliver så til scoren. Dét giver mening, fordi når kroppen og cellerne selv skal bygge proteiner, skal de bruge aminosyrerne i en bestemt rækkefølge og mængde.

Dermed vil lave niveauer af enkelte aminosyrer i praksis begrænse, hvad alle resten af aminosyrerne kan bruges til.

Derfor giver det mening at angive PDCAAS eller DIAAS scorer på denne måde som i skemaet nederst på siden.

SD= standardafvigelse, CV=variationskoefficient (altså hvor mange procent af middelværdien, variationskoefficient udgør), essentielle aminosyrer er markeret med rødt.

Når man måler/udregner PDCAAS og DIAAS scorer for kommercielt tilgængelige proteintilskud, så er de generelt set meget tæt på ens.

Der er kun ganske få procents forskel mellem dem. Det er ikke så mærkeligt, eftersom langt de fleste proteintilskud er lavet på pulver fra de store mejerikoncerner.

Og her kan man se, at produkterne er meget ens. Man ser i tabellen herunder, at variationen generelt set er indenfor 5-10 %. Dét er altså ikke særligt meget.

Selv for de produkter, hvor der er tilsat aminosyrer, er den ernæringsmæssige proteinkvalitet ikke i væsentlig grad anderledes.

Det skyldes, at de aminosyrer, man tilsætter generelt, er glutamin eller aminosyrer med forgrenede sidekæder (leucin, isoleucin og valin), og eftersom der allerede er relativt meget af dem i mælkeproteiner i forhold til menneskers behov, så afhjælper de ikke den begrænsende aminosyre.

I øvrigt er den ernæringsmæssige kvalitet af valleprotein i forvejen så god, at de er blandt de bedste proteinkilder, der overhovedet findes.

Dermed kan man stille spørgsmål ved, om det overhovedet giver mening at forsøge at gøre dem “bedre”.

Så ud fra et ernæringsmæssigt perspektiv, så er proteinkvalitet af proteinpulvere generelt set meget tæt på ens, og de forskelle, der måtte være, er så små, at de ikke ville give ophav til målbare forskelle i effekten af dem.

Selvom du elsker dit favorit brand,  så viser tabellen at forskellen på de enkelte produkter primært består af de tilsatte smagsstoffer. Foto: Shutterstock.

Proteins effekter på mave og tarm

Det er ret velbeskrevet både anekdotisk og i den videnskabelige litteratur, at valleprotein kan give fordøjelsesproblemer i form af luft i maven og lignende.

Der er desværre ikke forsket særligt meget i det, så man ved ikke, hvilke kvaliteter ved produktet der giver disse problemer.

Dermed findes der endnu ikke noget, man kan måle på, der kan sige noget om, hvor problematisk et givet produkt er.

Det er simpelthen ikke klart, om det skyldes denaturering, tilsætningsstoffer eller noget helt andet.

Og helt anekdotisk lader det også til, at reaktioner på produkter ikke er videre systematiske.

Person A kan godt reagere positivt på produkt X og negativt på produkt Y, mens det kan være omvendt for person B.

Man kunne forestille sig, at det måske kunne hænge sammen med graden af denaturering i produktet og dermed i et eller andet omfang være knyttet til den mejeritekniske kvalitet, men det er stadigvæk kun en teori.

Samlet set tyder det altså på, at det også her er umuligt på dette område at tale om, at produkter kan have en entydigt bedre kvalitet.

Tilsætningsstoffer og forarbejdning af proteinpulver

Valleproten er et højt forarbejdet produkt, der mangler mange af de essentielle og ikke-essentielle mikronæringsstoffer, der findes i mælk eller andre intakte fødevarer.

På vejen fra en valleprotein stock til et færdigt proteintilskud bliver der tilsat en række tilsætningsstoffer, navnlig stoffer der giver smag, farve, ofte kulhydrater, nogen gange aminosyrer og ofte forskellige vitaminer og mineraler.

Noget af dette har til formål at skabe en sensorisk profil, der gør, at folk helt banalt kan lide det.

Og dét er producenterne blevet helt vildt dygtige til. Valleprotein i sig selv smager som pap, og det har man efterhånden formået at skjule fuldstændigt.

Noget andet er for at skabe noget indhold, man kan påstå er bedre end konkurrenternes.

Det ændrer bare ikke på, at stort set alle de mikronæringsstoffer, de tilsætter, efter alt at dømme ikke påvirker, hvordan de virker, og derfor i bedste fald er ligegyldige.

Den eneste undtagelse skulle da lige være kreatin, men det er der ikke særligt mange, der tilsætter.

Hvilket proteintilskud skal man så vælge?

Jeg vil ikke anprise noget produkt, men blot konstatere at forskellene i kvalitet mellem produkterne er små, og at prisforskellene mellem dem på ingen måde svarer til forskellen i kvalitet.

Det ser man også i mange andre brancher, nemlig at forskellene i pris for et produkt i højere grad reflekterer, hvor meget firmaerne bruger på markedsføring, end hvad de bruger på produkterne.

Så hvis man nu vil bruge proteinpulver, så bør man finde dét, man synes smager bedst, ens mave har det bedst med, og som har den mest rimelige pris per gram protein, i stedet for selve den ernæringsmæssige profil, for proteinkvaliteten er generelt set ret ens på tværs af produkter.

Forbeholdet med “pris per gram protein” er naturligvis for at beskytte sig mod weight gainer produkter eller andre proteinpulvere, hvor der er tilsat hurtige kulhydrater, eftersom den slags kulhydrater nærmest bare er slik.

Så kan man sgu lige så godt spise nogle kartofler eller ris, hvis man skal have dækket et kulhydratbehov. Det er også billigere.