Regeringen arbejder løbende med at udvide genåbningen af Danmark, og nu ser DFHO en mulighed for, at fitness kan åbne som en del af fase 3 – inden august. Det fremgår af brancheforeningens seneste nyhedsbrev.

“Den bredde, vi som branche repræsenterer, skal vi hele tiden sørge for at fremhæve. Vi kan nemlig åbne rigtig mange aktiviteter i morgen under helt forsvarlige vilkår. Derfor håber vi, at politikerne vil tage folkesundheds-perspektivet med i vurderingen, når de kommer med en ny justeret plan for tredje fase genåbningen,” skriver branchedirektør Morten Brustad i nyhedsbrevet.

Flere end 800.000 danskere har været afskåret fra deres foretrukne motionsform – træning i fitnesscentre – siden begyndelsen af marts. Og selvom flere undersøgelser viser, at det går hårdt ud over danskernes fysiske aktivitet, så fylder folkesundheden ifølge DFHO ikke noget i overvejelserne om genåbningen.

DFHO har opfordret de politiske partier til at åbne nogle af fitnesscentrenes aktiviteter før den planlagte fase 4 i august for både at begrænse konsekvenserne for folkesundheden og redde virksomhederne.

“Hver dag øges risikoen for, at danskerne helt mister deres lokale fitnesscenter. Det er vigtigt for branchen og for hundredtusinder af danskere, som bliver gladere og sundere af at dyrke motion i fitnesscenteret, at fitnessbranchen genåbner snarest muligt,” skriver Morten Brustad.