Endnu en gang er der kommet nye corona-restriktioner, som påvirker fitnessbranchen. Denne gang sker det i lyset af den stigende smitte i samfundet. Det er endnu en streg i regningen for et hårdt prøver erhverv. Men det er værd at glæde sig over, at myndighederne anerkender den værdi, som fitness har som danskernes foretrukne motionsform.

Nye krav til fitnesscentrene går hånd i hånd med et myndighedsønske om at holde fitnesscentrene åbne, så længe det er sundhedsmæssigt forsvarligt, og så længe fitnesscentrene og brugerne er gode til at overholde restriktionerne.

Krav om mundbind og færre mennesker samlet er de to hovedpunkter i de nye krav. Især forsamlingsloftet, der sænkes fra 50 til 10 personer rammer hele indendørsidrætten og fitnesscentrene. Ikke mindst fordi holdtræningen allerede med pladskravene var væsentligt reducerede. Men også fordi netop holdtræning spiller en stor rolle for både den fysiske såvel som mentale sundhed. Også det nye krav om at bære mundbind indendørs på offentlige steder har skabt forvirring. Heldigvis reagerede myndighederne på vores henvendelser og præciserede kravet.

Krav om mundbind på vej ind og ud og maks. 10 personer på hold

De nye krav til fitnesscentrene

1.       Mundbind skal bæres ind og ud af fitnesscentre – ikke, når man er skiftet til træningstøj, eller i omklædningsrum eller under badning. Kravet gælder fra torsdag den 29. oktober og foreløbig indtil 2. januar.

2.       Forsamlingsloftet på maks. 10 personer gælder for holdaktiviteter inkl. instruktør og trådte i kraft mandag den 26. oktober og gælder foreløbig indtil 22. november. Loftet gælder altså ikke antallet af brugere, der er tilladt at opholde sig i centeret. Det bestemmes i stedet af kravet om, at der skal være fire kvadratmeter gulvareal per person.

Brostrøm understreger at åbne fitnesscentre er i samfundet interesse

Søren Brostrøm sagde det meget klart i forbindelse med myndighedernes pressebriefing. ”En del af vores overvejelser har været, at der også ligger pænt meget både fysisk og mental sundhed i at kunne holde fitnesscentrene åbne.”

Det er en glædelig udmelding for de 800.000 danskere, der dyrker fitness. Men det er også en glæde for branchen, at myndighederne har lyttet til pointen, som også var fremme fra DFHO under nedlukningen af vores samfund. Vi er glade for tilliden, og branchen tager et stort ansvar for at gøre det trygt at komme i træningscentret og kommunikere til medlemmerne om afstand, sprit mm. For som direktøren for Sundhedsstyrelsen også sagde: ”Det er vores forventning som betingelse for at kunne holde åbent.

Branchens fælles og store indsats for at skabe trygge sundhedsmæssige rammer viser sig også i de seneste opgørelser, der viser lavere smitteforekomst i idræts- og fritidssektoren end i de fleste andre sektorer.

Kilde: DFHO