De fleste, der kan deres fitnesshistorie, kender navnet Sporting Health Club, for centeret, der oprindeligt blev stiftet af Sven-Ole Thorsen tilbage i midten af 70érne, var op igennem styrketræningens første guldalder i 80érne anset som det eneste “rigtige” sted at træne i København.

Fra midten af 90érne og frem til 2013, hvor der kom nyt ejerskab, førte stedet dog en hensygnende tilværelse, langt fra fordums storhed. Men man må sige, at Sporting Health Club eller SHC, som det primært kaldes, atter er vågnet op til dåd med den nye ejerkreds.

Sporting Health Club byder på mange træningstilbud til det kræsne københavnske publikum. Foto: Sporting Health Clubs Instagram.

Det var fitness-legenden Hans-Henrik Palms to dynamiske sønner, Marc og David Palm, der sammen med Martin Brogaard overtog de oprindelige lokaler i Gothergade i efteråret 2013.

Og siden er det gået stærk, for deres satsning på træningsspecifik funktionel træning og holdtræning, et højt fagligt niveau, tæt personlig kontakt og “klubånd” har vist sig at være helt i overensstemmelse med de kræsne københavneres smag.

Faktisk i så høj grad, at de oprindelige lokaler for et par år siden blev suppleret med SHC Søerne, der har til huse på det 5-stjernede hotel Manon les Suites på Gyldenløvesgade.

Tredje og nyeste center åbnede i august 2018, da SHC overtog det tidligere Fitness.dk center på Hotel Radisson Blu Scandinavia først på Amager.

Hvilket betyder, at udover at kunne træne tre forskellige steder, så har medlemmer i SHC med de nye lokaler nu også adgang til squashbane og en stor udendørs træningsterrasse med udsigt over Islands Brygge.

Foto: Sporting Health Clubs Instagram.