Danmark har haft sin første sag med en udøver, der er testet positiv for et kosttilskud, og hvor Antidoping myndighederne efterfølgende har testet nogle af vedkommendes kosttilskud for at se, om de kunne være kilden til udøverens positive dopingtest.

Tekst: Anders Nedergaard, PhD

Her fandt man faktisk det samme stof, som udøveren var testet positiv for, og udøveren fik blandt andet som konsekvens heraf en meget mild sanktion af dopingnævnet – ingen karantæne, men dog tabet af den timerekord han netop havde sat før testen.

Rester af dopingstoffer i kosttilskud er på ingen måde et nyt fænomen, men det er nyt, at Antidoping myndighederne går ind i det. I denne artikel vil jeg gerne diskutere nogle af de problemstillinger og perspektiver, der er ved dette.


Den aktuelle sag
En dansk cykelrytter testede positiv for stimulanset DMBA, og Antidoping Danmark fandt efterfølgende DMBA i nogle kosttilskud atleten havde en rest af i en forseglet bøtte fra en dansk kosttilskudsproducent.

Hvem cykelrytteren og kosttilskudsproducenten er, er ikke så vigtigt. Og dem, der gerne vil vide det, kan sagtens selv finde ud af det.


Historik
Efter antidoping arbejdet begyndte at blive intensiveret efter 90’ernes dopingfest, begyndte man at blive opmærksom på problemstillingen bag risikoen for at teste positiv på grund af stoffer, man har indtaget som kosttilskud. Rent videnskabeligt blev det beskrevet første gang i 2004 i et stort studie af den tyske dopingforsker Hans Geyer (Geyer et al. 2004). Her havde man testet et bredt sortiment af sportskosttilskud (over 600 forskellige produkter på tværs af landegrænser og produkttyper). Man fandt her, at omkring 15% af kosttilskuddene var kontamineret med enten ulovlige stimulanser (overvejende efedrin) eller prohormoner (stoffer relateret til anabole steroider).

Siden hen har en række mindre studier igen dokumenteret, at det fortsat er et problem. Det er sandsynligt, at stofferne, der forurener tilskuddene, nok er lidt nogle andre nu om dage, efter der er kommet en lang række nye stoffer på markedet, og nogle går af mode. Men grundlæggende kan der være 3 forklaringer til, at man finder dopingstoffer i kosttilskud, som opremset i de næste afsnit.

  1. Kontaminering

Geyer studiet rapporterede generelt set, at mængderne af dopingstoffer i tilskuddene var så lave, at den mest sandsynlige forklaring var, at det må have været forureninger fra andre kosttilskud opstået under produktion eller pakning. Det er altså usandsynligt, at det er stoffer producenterne med vilje har tilsat tilskuddene for at gøre dem mere effektive. Grunden til at det overhovedet kan være et problem er, at de teknikker, man tester kosttilskud med, er så følsomme, at de kan detektere mængder, der vitterligt er så små, at man ikke ville kunne se dem med det blotte øje. Hvis en kosttilskudsproduktions- eller pakkefacilitet tidligere har håndtere ulovlige tilskud, skal der altså i praksis stort set intet til for, at det fører til en kontamination af andre tilskud håndteret dage, uger eller måneder senere i samme facilitet.

I det konkrete tilfælde med den danske sag havde man fundet mængder af DMBA på 100-200 ng. Nanogram! Det er en mængde, der er så lille, at man ikke realistisk kan se den med det blotte øje. Det gode spørgsmål er så, hvor store mængder der skal til, før man tester positiv? Og det er faktisk et godt spørgsmål. For mange af den type stoffer, som kan forurene kosttilskud, er der ingen dokumentation om, hvor store mængder der skal til for at kunne give udslag i en positiv dopingtest.

  1. Fejldeklaration

Under den nylige sag med den danske cykelrytter gav mange udtryk for, at kosttilskudskontaminering var et udspekuleret spil fra kosttilskudsindustrien for at lave mere potente kosttilskud. Og der må man nok sige, at det er utroligt usandsynligt, at virksomheder kan få en forretning til at virke ved at putte ulovlige, udeklarerede indholdsstoffer i sit tilskud.

  1. Ulovlige tilskud

Endeligt findes der en række tilskud, som med fuldt overlæg er sammensat, så de indeholder ulovlige indholdsstoffer eller indholdsstoffer, der snart bliver det – typisk stærke stimulanser eller prohormoner. Stimulanserne er ofte i form af preworkout produkter, mens prohormoner typisk er som rene produkter og deklareret og beskrevet, så det lyder som om, det er knaldhårde anabole steroider.

For stimulanser foregår der desuden lidt et kemisk arms race – forstået på den måde, at så snart et stof fra gruppen af stimulanser kommer på dopinglisten, så finder producenterne en ny fætter af det, hvor der lige er ændret en smule på molekylet – og vupti, så er man foran dopinglisten et år eller to igen. Det helt klassiske eksempel på dette er stoffet DMAA, som er en meget stærk stimulans, der oprindeligt nåede det danske marked i form af preworkout kosttilskuddet Jack3d. DMAA kom dog hurtigt på dopinglisten, og ganske kort tid efter begyndte der at dukke adskillige lignende stoffer op på markedet.

Begge typer produkter kan give mening for det hardcore BB-segment, der gerne vil have det så vildt som muligt. Grunden til, at man overhovedet kan basere en forretning på at sælge den slags, er, at man kan sælge det over internettet, hvor det er svært at regulere. Den slags kosttilskud ville være svære at sælge i butikker over det meste af verden.

Det gode ved dem, set med antidoping briller på, er, at de oftest er deklareret, så man ikke er i tvivl om, at de kan indeholde noget ulovligt. Deres branding og navn er oftest baseret på noget, der får det til at virke så hardcore som muligt (for stimulanser), eller så giftigt og medicinagtigt som muligt for prohormoner.


Hvad skal man gøre ved det?
Forurenede kosttilskud er et kompliceret problem, som man kan anskue fra flere vinkler, som jeg vil forsøge at anskueliggøre herunder.


Hvad kan/skal producenten gøre?
Producenten skal have styr på sin produktionskæde, gemme batch/lot samples til fremtidige dopingtests og have et samarbejde med en af de virksomheder, der analyserer kosttilskud for dopingstoffer, f.eks. Informed Sports. Det er det bedste, man kan gøre. Men det er måske i virkeligheden alligevel ikke nok til at være helt sikker. Der er stadig ikke nogen, som ved, hvor store kontaminationsnivauer der skal til, før man kan teste positiv af diverse stoffer. Dermed kan man let komme til at finde kontaminationsniveauer, der er høje nok til at teste tilskuddene positive, men hvor det ville være usandsynligt, at det samme var tilfældet for, om man kunne teste positiv efter at have indtaget dem.


Hvad skal antidoping myndighederne gøre?
Forurenede kosttilskud er en Pandoras æske at tage hul på for antidoping myndighederne, fordi de meget let kan forsøgt at blive brugt som en udvej for sportsfolk, der er knaldet i en dopingtest. Det skyldes, at en lang række stoffer, særligt stimulanser, er på den såkaldte specificerede liste. Det betyder, at ved begrundet mistanke om at en dopingtest kan skyldes utilsigtet indtag af stoffer fra denne gruppe, kan dopingsanktionen nedsættes.

Det gør det både attraktivt og belejligt for udøvere at bruge dopingstoffer fra denne liste og selv kontaminere sine tilskud og få dem forseglet igen. Det gør det i praksis til et minefelt, der er alt for farligt at gå ind i, indtil der kommer noget bedre og billigere teknologi ifm dopingtests.


Hvad skal forbrugeren gøre?
Forbrugeren skal bruge tilskud fra producenter, han stoler på, og som gerne samarbejder med virksomheder, der tester kosttilskud, f.eks. Informed Sports. Og laver du elitesport og kan risikere at ramle ind i en dopingtest, så skal du virkelig huske på, at lige meget hvad – er det dit eget ansvar, hvad du putter i din krop. Så tænk over, hvad du bruger og hvorfor.

Derudover er det en god ide at gemme kosttilskudsbøtterne, så du kan huske, hvad du har taget. Det kunne også være en god ide at gemme prøver fra tilskuddene. Men det er ekstremt usandsynligt, at man i tilfælde af en positiv dopingtest kan bruge disse prøver til noget, qua de overvejelser der er om antidopingmyndighedernes status.


Outro
Forurenede kosttilskud er kommet for at blive, og det er desværre på en dårlig måde. Selv de mest troværdige producenter kan have uheld med deres underleverandører, og der er i praksis ingen livrem-og-seler løsning, hvis man vil være sikker på at kunne pisse rent. Man kan vælge store, kendte producenter og kun bruge ting, hvor man forstår deklarationen, og så må man tage sin lussing, hvis den skulle komme engang.